U19 led sent nederlag

23.09.2024 11:32

Søndag eftermiddag fik Jesper Christiansens tropper hjemme i Brøndby besøg af AC Horsens i sæsonens sjette spillerunde i U19 Ligaen. Opgøret endte desværre med en ærgerlig afslutning, da en føring blev sat over styr, og Brøndby-drengene derfor måtte indkassere et nyt nederlag. 

Opgøret startede ellers godt for de blågule spillere, som fik lagt et godt tryk på gæsterne. Særligt var Jonathan Agyekum i spilhumør og han var til tider en stor mundfuld for Horsens' defensiv. 

Både Jacob Ambæk, Gustav Nøhr og Agyekum havde flere fine muligheder til at bringe os i front, men som så ofte i sæsonens indledning blev chancerne misbrugt. 

Halvvejs inde i første halvleg havde gæsterne ikke haft meget at byde på, men en stor blågul fejl i opbygningsspillet satte Horsens i gang, da de kunne lukrere på boldtabet og sparke sig på 1-0. 

Scoringen satte sig i de blågule spillere, som begyndte at lave flere fejl før pausen, og det fik gæsterne udnyttet til at overtage initiativet i opgøret. Der blev dog ikke scoret mere i de første 45 minutter, og derfor gik vi til pause nede med 1-0. 

Pausen blev brugt på at erstatte en skadet Jonathan Agyekum, der ellers havde været en af lyspunkterne i den blågule offensiv. Ind i stedet kom Noah Jakobsen, og han skulle vise sig at få en tidlig hovedrolle, efter en ellers vaklende blågul start efter pausen. 

I det 57. minut erobrede Adam Claridge bolden på midten af banen, inden han sendte en følt dybdebold henover Horsens-defensiven, og med et perfekt dybdeløb kunne indskiftede Noah Jakobsen herfra tage bolden til sig, inden han sikkert udlignede til 1-1. 

Et lille kvarter senere kunne Jakob Ambæk så bringe de blågule drenge på 2-1 efter en god periode. Indskiftede Mathias Werther stod for oplægget, og så var det en form sag for Ambæk at bringe os i spidsen. 

Mod slutningen trak de Jesper Christiansens tropper sig længere tilbage på banen for at forsvare føringen. Det resulterede blandt andet i et væld af dødbolde til gæsterne, og det udmøntede sig til en 2-2-udligning i det 83. minut. 

Det var lidt af en mavepuster for de blågule spillere, der bare få minutter senere måtte indkassere en ny scoring, da en afslutning fra kanten af feltet strøg i kassen bag William Sonne-Schmidt til en 3-2-føring til gæsterne. 

Det blev også kampens resultat, og dermed måtte Jesper Christiansen tropper tage fra opgøret med endnu et nederlag.