Stort nederlag til U19 i weekenden

16.09.2024 09:16

Lørdag eftermiddag var Jesper Christiansen og U19-holdet tilbage i kampaktion efter en friuge med landskampspause.

Denne weekend bød på en tur til Aarhus, hvor modstanderen AGF i 5. spillerunde i U19 Ligaen. Opgøret endte desværre med sæsonens tredje nederlag, da de blågule drenge måtte rejse tilbage til Vestegnen med et tungt nederlag på 5-1. 

Kampen startede med et aggressivt pres fra hjemmeholdet, der fremtvang flere blågule fejl. Det blev dog bedre som halvlegen skred frem, og det kastede to lige-ved-og-næsten muligheder af sig til Jacob Ambæk, men skarpheden manglede. 

Stik imod spil og chancer, var det derimod hjemmeholdet, der kunne bringe sig foran kort før pausen, da et hovedstød blev sendt i nettet bag William Sonne-Schmidt til en pauseføring på 1-0 til AGF. 

Bare få minutter inde i anden halvleg blev det værre set med blågule briller, da et boldtab blev udnyttet til en ny scoring for hjemmeholdet, og dermed var AGF oppe med 2-0.

Det virkede dog ikke til at slå Brøndby-drengene ud af kurs i første omgang. Først var det Jacob Ambæk, der var tæt på at heade en reducering i kassen, men en god redning i AGF-målet holdt bolden ude af nettet. På det efterfølgende hjørnespark sendte Mathias Jensen et hjørnespark lige ind i panden på Lukas Larsen, som fortjent sørgede for en blågul reducering til 2-1.

Udligningen var også tæt herefter, da Jonathan Agyekum sendte en afslutning i sidenettet. I stedet var det hjemmeholdet, der lukrerede på et hjørnespark, som sendte dem på 3-1.

Skarpheden var dermed den helt store forskel på de to hold lørdag eftermiddag, for selv om Jesper Christiansens tropper havde masser af fint spil og chancer, men det blev ikke udnyttet.

I stedet var det hjemmeholdet, der forsatte den enorme trafsikkerhed, da det også blev 4-1 og 5-1 i kampens slutfase. Dermed endte det med lidt af en mavepuster for U19-mandskabet, der måtte forlade banen med sæsonens tredje nederlag, da det endte 5-1 til AGF.