Søndag inviteres samarbejdsklubberne på Brøndby Stadion
11.09.2024 09:12
Når vi søndag møder Sønderjyske Fodbold på Brøndby Stadion, vil tusindvis af børn og trænere fra vores samarbejdsklubber være på plads på tribunerne.
Søndag er det nemlig vores årlige samarbejdsklubdag, hvor vi har inviteret vores mange samarbejdsklubber på Brøndby Stadion, og hvor børn og trænere bl.a. løber en hyldestrunde i pausen.
I den forbindelse har vi derfor taget en snak med bl.a. Christian Sørensen, som til dagligt er sportslig ansvarlig for vores 33 samarbejdsklubber, som fortæller om den årlige samarbejdsklubdag og betydningen af Brøndby Masterclass Samarbejdet.
- Vi glæder os jo utrolig meget til at tage imod vores mange samarbejdsklubber på søndag, og vi er rigtig glade for, at vi kan give børn, trænere og forældre endnu en god oplevelse på Brøndby Stadion til vores årlige samarbejdsklubsdag. Hyldestrunden i pausen, hvor de alle løber rundt om banen, er ligeledes et højdepunkt for mange, så vi glæder os over at se dem på tribunerne, og at vi kan give børn og trænere en mindeværdig oplevelse, fortæller Sørensen og sætter ord på det generelle arbejde med samarbejdsklubberne:
- Vores indsats i Brøndby Masterclass Samarbejdet udspringer fra kerneværdien i Brøndby IF, som er fællesskab. Ønsket er at tage ansvar for udviklingen af børnefodboldmiljøerne i de lokale såvel som regionale samarbejdsklubber, samt at give unikke oplevelser med Brøndby IF som samlingspunkt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Visionen er at være fælles om bedre børnefodbold med vores samarbejdsklubber, men at være fælles om bedre børnefodbold handler ikke kun om det fodboldmæssige, men i lige så høj grad at skabe mindeværdige oplevelser for de mange drenge og piger i vores samarbejdsklubber.
Samarbejdsklubdag er en hyldest til klubberne
Den årlige samarbejdsklubdag er en fast tradition, hvor samarbejdsklubberne hyldes for deres flittige arbejde ude i klubberne, og hvor spillere og trænere løber en omgang om banen på Brøndby Stadion i pausen.
Nikolaj Magelund er til dagligt kommerciel projektleder i Brøndby Masterclass Samarbejdet, og han glæder sig ligeledes til at tage imod samarbejdsklubberne på søndag.
- Vi ser meget frem til at kunne tage imod 3000 børn, trænere og forældre, som kan se frem til en god og sjov dag på Brøndby Stadion. Her vil der være udvidet fanzone for samarbejdsklubberne hvor vores nye Brøndby Family partnere vil understøtte oplevelsen for de deltagende. Her er der mulighed for at være sammen med ens holdkammerater og ikke mindst dyrke fællesskabet sammen med de andre samarbejdsklubber. I pausen af kampen vil 1700 børn og trænere løbe en hyldestrunde rundt om banen, hvor vi håber, at alle fans på Brøndby Stadion vil være med til at hylde dem.
- Fælles om bedre børnefodbold handler i lige så høj grad om oplevelserne, man som barn får gennem tilknytningen til sin fodboldklub, og her er samarbejdsklubdagen en af de helt store oplevelser, som børnene altid vil huske, slutter Nikolaj Magelund.
Inde på Brøndby TV kan du se et længere indslag om, hvordan der konkret arbejdes med vores mange samarbejdsklubber.