Optakt: Info og stats om Brøndby IF - Sønderjyske

13.09.2024 05:39

Brøndby IF - Sønderjyske Fodbold
Brøndby Stadion
8. runden af 3F Superligaen

Dommer: Jonas Hansen
Kickoff: 18:00
TV: TV3+ og Viaplay

Karantæne
Ingen

Karantænefare
Lukas Björklund fra Sønderjyske Fodbold – karantæne ved gult for en grov forseelse.

Superligaform – seneste fem kampe 
Brøndby IF: T-U-V-T-V (7 ud af 15 mulige point) = en aktuel 5. plads.
Sønderjyske Fodbold: U-T-V-T-T (4 ud af 15 mulige point) = en aktuel 11. plads.

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
28.02.2022 Brøndby IF 1-0 Sønderjyske
19.09.2021 Sønderjyske 1-0 Brøndby IF
13.12.2020 Brøndby IF 2-1 Sønderjyske
18.10.2020 Sønderjyske 2-0 Brøndby IF

Vinkler om kampen
To gange tidligere er Brøndby IF tørnet sammen med Sønderjyske i 8. spillerunde – og begge gange i Brøndby, begge gange vandt Brøndby, begge gange scorede de blågule tre mål og begge gange blev det tredje BIF-mål scoret på straffespark:

10.09.2005: Brøndby IF 3-0 SønderjyskE (Morten Skoubo, Morten Skoubo, Dan Anton Johansen (str))
12.09.2010: Brøndby IF 3-1 SønderjyskE (Wass, Krohn-Dehli, Krohn-Dehli (str)) 

Da Brøndby IF senest mødte sønderjyderne, havde klubben navnet ”SønderjyskE”, altså med stort E til sidst for ”Elitesport”. Det navn er nu lagt i graven og klubnavnet er nu ”Sønderjyske Fodbold”.

Brøndby IF har mødt Sønderjyske 44 gange i Superligaen. Statistikken siger 26 sejre til Brøndby IF, syv uafgjorte og 11 nederlag samt en målscore på 90-49 set med Brøndby IF’s øjne.

Kampen er Brøndby IF’s hjemmekamp nummer 25 mod SønderjyskE i Superligaen. De første 24 hjemmekampe er endt med 16 Brøndby-sejre, tre uafgjorte og fem nederlag. Målscoren er 51-23 i Brøndbys favør.

Ingen Superligakampe mellem Brøndby IF og Sønderjyske er endt uden scoringer.

De seneste seks Superligakampe mellem Brøndby IF og Sønderjyske er vundet af hjemmeholdet, og i tre af de seks kampe har slutresultatet været 1-0. Kun en enkelt af de seks kampe er vundet med mere end et overskydende mål.

De seneste ni Superligakampe mellem Brøndby IF har haft en ny vinder hver gang – og skulle denne “trend” fortsætte ser det desværre dystert ud for Brøndby IF, da de vandt 1-0 i det seneste Superligaopgør mod sønderjyderne.

Kvistgaarden har rundet 25 mål i Superligaen for Brøndby IF, og ligger på en delt 20. plads på Brøndbys alltime topscorerliste i Superligaen. På de næste pladser er det nu Michael Krohn-Dehli (#19, 26 mål), Peter Graulund (#17, 28 mål), Johan Elmander (#17, 28 mål) og Bent Christensen (#16, 31 mål) som Kvistgaarden jagter.

Brøndby IF har scoret først i 29 af de 44 tidligere Superligakampe mod SønderjyskE med 23 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag som resultat. 

Omvendt har SønderjyskE scoret først i 15 tilfælde, hvilket for Brøndby IF har resulteret i tre sejre, fire uafgjorte og otte nederlag.

Mathias Kvistgaarden er med fem scoringer i denne sæson Brøndbys mest scorende spiller i Superligaen, han er dog en enkelt scoring efter ligaens topscorer Patrick Mortensen. Kvistgaarden deler dog 2. pladsen på listen med Tonni Adamsen fra Silkeborg IF og Orri Óskarsson fra FC København. 

Brøndby IF har spillet fire Superligakampe på datoen 15. september, alle fire på hjemmebane og alle fire er vundet:

1996: Brøndby IF 2-1 Silkeborg IF (Peter Møller x 2)
2002: Brøndby IF 2-0 OB (Mads Jørgensen, Wieghorst)
2013: Brøndby IF 2-1 OB (Ørnskov, Hasani)
2019: Brøndby IF 4-2 FC Nordsjælland (Kaiser, Radosevic, Mukhtar, Wilczek)

Dommerne 
Søndagens dommer er den 37-årige Jonas Hansen. Indtil videre har han dømt 53 Superligakampe fordelt på seks sæsoner – og i denne sæson har han dømt FC Nordsjælland 2-2 FC Midtjylland samt AGF 5-1 Vejle BK.

Jonas Hansen har dømt Brøndby IF tre gange i Superligaen. Først et 1-2-nederlag mod Randers FC, så en 2-0-sejr over OB og senest en 2-2-uafgjort mod Randers FC i oktober 2023.

Liniedommere: Lars Hummelgaard og Daniel R. Krogstrup
4. dommer: Simon Duerlund Rasmussen
VAR: Aydin Uslu
AVAR: René Risum