Målrig weekend for Masterclass

24.09.2024 09:00

Trods et nederlag til Jesper Christiansens U19-mandskab, endte det alligevel med at blive en god søndag eftermiddag for Brøndby Masterclass, da både U17- og U15-holdet sendte AC Horsens tilbage til Jylland med store nederlag i bagagen.

Tilbage på sejrssporet
Efter halvanden uges kamppause var Viktor Kyndes U17-mandskab igen i aktion, og her skulle de forsøge at ride videre på det flotte comeback, der næsten blev fuldendt i 5-4-nederlaget til AGF.

AC Horsens var denne søndag modstanderen, i en kamp hvor de blågule kom perfekt fra start, da Elias Broberg allerede efter bare 11. minutters spil var kommet på måltavlen to gange og havde sikret en 2-0-føring.

Efter bare 20 minutter kunne Viggo Poulsen så banke bolden i kassen til 3-0, og så var kampen reelt allerede lukket. Spillet fortsatte på Horsens’ banehalvdel, men blev der ikke scoret før pausen.

Det gjorde der til gengæld kort inde i anden halvleg, hvor først Ekene Chukwuani gjorde det til 4-0, inden Sander Larsen lukkede og slukkede med sin scoring til 5-0, der rundede en flot kamp af for Viktor Kyndes tropper. U17-holdet har dermed sikret sig syv point for de første fire kampe.

U15 stormer videre
Lasse Theis U15-drenge har fået en yderst imponerende start på sæsonen i U15 Ligaen, hvor de efter de første tre spillerunde havde fået maksimum point og opnået en målscorer på 15-3. Det skulle vise sig at blive endnu bedre søndag eftermiddag, da Horsens blev besejret med 8-0.

Vi skulle dog helt hen til det 14. minut for at finde første blågule scoring, sat ind af Jonas Vilberg, men herfra gik det stærkt. For med fire scoringer på knap 20 minutter, kunne Brøndby-drengene i 37. minut glæde sig over en 5-0-føring, efter både Marcus Pedersen, Alfred Borre, Anton Christiansen og Tobias Ekstrand alle var kommet på tavlen.

Ekstrand og Borre noterede sig hver begge for endnu en kasse kort før pausen, og så kunne de blågult spillere forlade første halvleg med en vild føring på 7-0.

Dermed var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse efter pausen. Tobias Ekstrand fuldendte sit hattrick kort inde i anden halvleg, da han kunne gøre det 8-0 som også blev kampens resultat.

Lasse Theis' tropper fortsatte dermed en forrygende start på sæsonen. Næste opgave er lidt af en styrkeprøve for de unge Brøndby-drenge, når de på udebane møder Randers Freja FC, der ligeledes har maksimumpoint.