Brøndby IF og hummel hylder mangfoldighed med specialdesignet trøje
24.09.2024 07:59
I en ny kampagne går Brøndby IF og det danske sportsbrand hummel sammen om at sætte fokus på lighed, inklusion og mangfoldighed.
Den vision bliver realiseret med en unik trøje, der skal sende et budskab om, at der er plads til alle - både på stadion og i byen.
Når herrerne løber på banen til udebanekampen mod FC Nordsjælland 30. september, og når kvinderne møder B.93 på hjemmebane på fredag, vil begge hold være iført en specialdesignet opvarmningstrøje, som er designet i samarbejde med vores mangeårige tøjsponsor hummel.
Den specialdesignede trøje i regnbuefarver er en hyldest til mangfoldigheden og markerer klubbens og hummels fælles vision om at skabe en åben og inkluderende kultur, hvor alle er velkomne.
Administrerende direktør, Ole Palmå, fortæller:
- Fodbold har altid handlet om mere end det, der sker på banen. Det handler om at skabe fællesskaber, hvor alle føler sig velkomne. Med lanceringen af den nye opvarmningstrøje ønsker vi at understrege, at Brøndby IF står for mangfoldighed og lighed – både som klub og som en del af det samfund, vi repræsenterer. Regnbuefarverne på trøjen sender et klart signal om, at Brøndby IF er for alle, uanset baggrund, tro eller hvem de elsker.
- Vi er en klub for alle, og trøjen afspejler, hvordan sport har evnen til at samle mennesker og skabe positiv forandring.
Den nye kampagne, der også er en del af hummels globale initiativ, har til formål at sprede budskabet om enhed, mangfoldighed og inklusion over hele verden.
Mangfoldighedstrøjen kommer i en t-shirt samt en hættetrøje og kan købes i Brøndby Shoppen fra i dag. T-shirten koster 399,- mens hættetrøjen kan fås for 499,-.
Se flere billeder af trøjen herunder.