Optakt: Info og stats om AGF - Brøndby IF

18.10.2024 11:32

AGF - Brøndby IF
Ceres Park
12. runde af 3F Superligaen

Dommer: Morten Krogh
Kickoff: 19:00
TV: TV2 Sport X / TV2 Play

Karantæne 
Jonas Jensen-Abbew fra AGF afsoner den første af to karantænedage.

Karantænefare
AGF’s Nicolai Poulsen får en karantænedag ved alle former for gult kort, mens Mikael Anderson skal have gult for en grov forseelse for at få en ”fridag”.

Brøndby IF har ingen spillere i karantænefare.

De seneste fem indbyrdes Superligaopgør
11.08.2024 Brøndby IF 0-1 AGF
26.05.2024 Brøndby IF 2-3 AGF
14.04.2024 AGF 2-2 Brøndby IF
06.11.2023 Brøndby IF 1-1 AGF
17.09.2023 AGF 0-3 Brøndby IF

Vinkler om kampen
Hjemmeholdet er uden sejr i seneste seks Superligaopgør mellem Brøndby IF og AGF, den seneste hjemmesejr i disse opgør var den 16. april 2023, hvor Sebastian Sebulonsen sikrede Brøndby IF en 1-0-sejr.

Fem gange før er Brøndby IF og AGF tørnet sammen i 12. spillerunde af en Superligasæson:

19.10.2003 AGF 1-2 Brøndby IF
13.10.1999 AGF 0-2 Brøndby IF
14.10.1997 AGF 0-3 Brøndby IF
06.10.1991 Brøndby IF 0-1 AGF   
16.10.1994 Brøndby IF 5-1 AGF   

Som det kan ses var det seneste opgør i 12. spillerunde mellem de to klubber i 2003. Dengang bragte Morten Wieghorst Brøndby foran 1-0, Peter Graulund udlignede for AGF, men en halv time før tid scorede Thomas Kahlenberg sejrsmålet i de blågules 2-1-sejr.

Blandt de gode statistikker er, at Brøndby IF har scoret i deres seneste 14 udekampe i Superligaen, mens det er knapt på godt, at Brøndby IF er uden sejr i deres seneste tre udekampe i Superligaen.

Mandagens værter fra AGF har desuden spillet uafgjort i deres seneste fire Superligakampe, og ender det uafgjort på mandag, vil AGF for første gang i Superligaen have spillet uafgjort i fem kampe i træk. 

Til sammenligning kan siges, at Brøndby IF også har spillet uafgjort fem Superligakampe i træk, det var i efteråret 2012, hvor Brøndby IF fem runder i træk spillede uafgjort mod FC København (1-1), Esbjerg fB (1-1), FC Nordsjælland (0-0), AC Horsens (2-2) og FC Midtjylland (1-1).

Hvis Brøndby IF vinder over AGF, vil det være de blågules sejr nummer 50 over AGF i Superligaen – for de foregående 97 kampe mellem Brøndby og AGF i Superligaen er endt med 49 sejre til Brøndby IF, 24 uafgjorte og 24 nederlag. Målscoren er 164-108 i Brøndbys favør.

Kampen på mandag er Superligakamp nummer 50 i Aarhus mellem AGF og Brøndby IF. De foregående 49 kampe er endt med 20 Brøndby-sejre, 12 uafgjorte og 17 sejre til AGF. Målscoren er til Brøndbys fordel og lyder 79-73 inden mandagens kampe.

Brøndby IF har spillet 80 Superligakampe på en mandag, 45 er vundet, 15 sluttet uafgjort og 20 kampe er vundet af modstanderne.

35 af Brøndbys 80 mandagskampe har været på udebane, her lyder statistikken på 20 Brøndby-sejre, fem uafgjorte og 10 sejre til hjemmeholdene.

To gange tidligere har Brøndby spillet en Superligakamp mod AGF – i Aarhus – og begge mandskaber er noteret for en sejr. I 2014 vandt Brøndby IF 2-1 takket været scoringer af Thomas Kahlenberg og Andrew Hjulsager, mens AGF i 2020 vandt med 3-1. Her blev Brøndbys enlige mål scoret af Simon Hedlund. Kampen bød desuden på et rødt kort til Morten Frendrup ved stillingen 1-1.

Med to scoringer mod FC Midtylland lige inden landsholdspausen, hoppede Mileta Rajovic op på en delt 2. plads på Brøndbys topscorerliste i denne Superligasæson.

Top-6 ser således ud:

6 mål – Mathias Kvistgaarden      
3 mål – Mileta Rajovic og Yuito Suzuki
2 mål – Clement Bischoff,   Emmanuel Yeboah og Filip Bundgaard

Derudover er fire spillere hver noteret for en Superligatræffer.

Brøndby IF er 54 gange kommet foran 1-0 gange mod AGF i Superligaen. Resultatet af de 54 kampe er 44 Brøndby-sejre, ni uafgjorte og et enkelt nederlag.

Omvendt er AGF 37 gange kommet foran 1-0 mod Brøndby IF i Superligaen. Her har Brøndby IF fem gange formået at vende 0-1 til sejr, ni gange er det endt i en pointdeling og 22 har AGF jublet over en sejr.

Brøndby IF har spillet fire Superligakampe på datoen 21. oktober, og har i de fire kampe vundet to gange samt tabt en og spillet en uafgjort:

2001: FC Midtjylland 1-3 Brøndby IF
2006: AC Horsens 0-0 Brøndby IF
2007: Brøndby IF 2-1 AGF 
2012: FC København 1-0 Brøndby IF

Som det kan ses, har Brøndby IF en gang før mødt AGF på mandagens kampdato, altså den 21. oktober. Det var i 2007 at Brøndby vandt 2-1. DE to blågule scoringer blev sat ind af Morten 'Duncan' Rasmussen og David Williams, mens Peter Graulund scorede AGF’s enlige træffer.

Brøndby IF har mødt AGF 15 gange i Superligaen i oktober måned. 10 kampe er vundet, en sluttet uden vinder og fire gange har aarhusianerne vundet.

Dommerne
Søndagens dommer er den 36-årige Morten Krogh. Han har dømt Superliga siden 2016/17-sæsonen og er efterhåden nået op på 132 kampe i landets bedste fodboldrække. I de 132 Superligakampe har udeholdet vundet 54 gange, mens de resterende 78 kampe er fordelt helt ligeligt på hjemmesejre og uafgjort.

Krogh har dømt Brøndby IF 22 gange i Superligaen, og her er det blot blevet til fem Brøndby-sejre. Derudover er otte kampe sluttet uden vinder og modstanderne har fået alle tre point hele ni gange. Målscoren i de 22 kampe er 31-31.

Tre gange tidligere har Morten Krogh dømt en Superligakamp mellem Brøndby IF og AGF, og Brøndby har ikke vundet nogle af de tre kampe, der er sluttet med en uafgjort og to AGF-sejre, men alle gode gange fire…

Liniedommere: Deniz Yurdakul og Esad Deronjic
4. dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
VAR: Jacob Karlsen