Kom til åbent hus i Familie Lounge i efterårsferien
03.10.2024 07:38
I efterårsferien byder vi velkommen til et åbent hus arrangement tirsdag 15. oktober i Familie Lounge på Brøndby Stadion.
Vi inviterer hele familien til en dag fyldt med sjove og spændende aktiviteter for både store og små.
Arrangementet finder sted fra kl. 09:00 til kl. 15:00, og vi håber, I har lyst til at kigge forbi.
Aktiviteter for hele familien
Er der tørvejr, vil der være mulighed for at spille vores oppustelige fodboldbane, øve dig på vores dartskive eller bare hoppe rundt på vores hoppeborg.
Har du lyst til at udforske området omkring Brøndby Stadion på egen hånd, skal du scanne en QR-kode i loungen og efterfølgende hente skattekort, hvor der vil være en lille præmie til børn for at gennemføre.
I den opvarmede pergola vil der være mulighed for at spille brætspil, samtidig vil der også være plads til at kunne sidde og være kreativ. Derudover vil vores nye brevkasse også være åben, hvor du kan stille spørgsmål eller skrive en sød historie til din yndlingsspiller fra Brøndby IF.
Indenfor har vi vores computere og PlayStations tændt, så kom ind og tag et spil Counter Strike eller det nye EA FC25. Og selvfølgelig kigger Nanok også forbi og hilser på alle.
Der vil være åben i minibaren, hvor vi denne dag tilbyder lune pølsehorn, snacks og drikke.
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Vi glæder os til at byde dig og din familie velkommen til en dejlig dag i vores skønne Familie Lounge.
Program for dagen:
- 09:00: Dørene åbner
- 09:30 - 10:15: Første rundvisning på Brøndby Stadion. Forbeholdt Brøndby Junior-medlemmer og kræver tilmelding.
- 10:15 - 11:00: Anden rundvisning på Brøndby Stadion. Forbeholdt Brøndby Junior-medlemmer og kræver tilmelding.
- 11:00 - 12:30: Spillerne går på træningsbanen, hvor du kan følge med fra sidelinjen. Der skal tages forbehold for, at der kan ske ændringer i træningsprogrammet for spillertruppen fra dag til dag.
- 13:00 - 13:30: Vi afholder banko med masser af gode præmier.
- 15:00: Tak for i dag!