Jesper Sørensen: Vi skulle have haft noget ud af kampen
21.10.2024 20:53
Mandag aften endte det med et nederlag på 1-0 på Ceres Park, da vi gæstede AGF. Opgøret var generelt ikke et, hvor vi havde marginalerne på vores side, og efter kampen ærgrede vores cheftræner sig også over kampens resultat.
- Jeg står med en følelse af ærgrelse og skuffelse. Jeg synes, hvis vi tager kampen, så synes jeg, vi burde have fået noget ud af det, og det skulle vi selvfølgelig have haft, siger Jesper Sørensen inden han fortsætter:
- Vi var knapt så dygtige med bolden i dag, men vi ender med at få overtaget, og ender også med at skulle have noget ud af kampen.
Trods problemer i spillet med bolden, mener cheftræneren vi havde fortjent point i en jævnbyrdig forestilling.
- Jeg synes, vi spiller en lige kamp mod et rigtig godt AGF-hold, og jeg synes vi har vores muligheder, som vi burde have taget og have profiteret af, men det gjorde vi ikke. Jeg føler selvfølgelig at jeg svigter gruppen med det røde kort efter slutfløjt, fortæller Jesper Sørensen.
Se hele interviewet med Jesper Sørensen på Brøndby TV.