Jesper Sørensen: En solid præstation

27.10.2024 14:14

Søndag eftermiddag endte det uden scoringer, da vi hjemme på et udsolgt Brøndby Stadion tog imod FC København i sæsonens andet Derby.

Efter opgøret var Jesper Sørensen tilfreds med præstationen fra sine spillere, i en kamp der dog ikke bød på de helt store målchancer. 

- Jeg synes det var en solid præstation fra vores side, ikke spektakulær, men solid. Der var bund i holdet og præstationen, men den helt store top kom der ikke. Det var en meget lukket kamp, hvor der var meget få målchancer, og dem der var, var omkring langskud og skud lige udenfor feltet, fortæller vores cheftræner. 

Cheftræneren måtte tage plads på tribunen til eftermiddagens kamp, da han afsonede første af i alt to spilledages karantæne. Herfra kunne han se Frederik Birk tage sig af ansvaret, i en kamp der i store dele blev lukket ned af de to hold. 

- Nogle gange skal der en scoring til i sådan nogle kampe, før der bliver åbnet op for tingene, og det kom så ikke i dag. Det gjorde selvfølgelig også, at den sidste del af kampen, der var det sådan lidt, hvor meget skal man angribe, samtidig med at man skal huske at passe på sig selv, for ét point er trods alt bedre end nul, siger Jesper Sørensen. 

Den karantæneramte cheftræner var dog afslutningsvis glad for det udtryk de blågule spillere viste på banen. 

- Jeg synes vi spillede med det rigtige udtryk og de rigtige intentioner om at ville frem og kontrollere kampen, men vi fik ikke scoret da mulighederne var til det, og så blev det lidt en lukket kamp, afslutter cheftræneren. 

Se hele interviewet med Jesper Sørensen på Brøndby TV.