U17 vandt over FC København i weekenden

26.11.2024 08:00

Lørdag eftermiddag vandt vores U17-hold med hele 3-0 ude over FC København, og Masterclass-talenterne kravlede derfor samtidig op på en førsteplads i U17 Ligaen.

Trods en fin start på opgøret for de blågule drenge var det mest af alt en jævnbyrdig affære gennem hele første halvleg.

Dog kom U17 foran kort før pausen, da Elias Broberg eksekverede fra 11-meter pletten og omsatte et straffespark til stillingen 1-0.

Efter pausen trykkede Brøndby-drengene på for endnu en scoring, og efter knap en times spil gav det pote. Elias Broberg var i oplæggerens rolle, da han fandt Viggo Poulsen, som kunne udbygge føringen til 2-0.

Og Viggo Poulsen var ikke færdig med at score mål. For blot få minutter efter sin scoring kunne han notere sig for sit andet mål i opgøret, da han lagde bolden over i det fjerneste hjørne til stillingen 3-0, og så lignede det for alvor tre sikre point i en ellers svær udekamp. 

Der blev ikke scoret flere mål mod slutningen af opgøret, og derfor kunne U17-drengene sikre sig alle tre point mod FC København.

Sejren sender samtidig Masterclass-drengene op på en førsteplads i U17 Ligaen, hvor de ligger foran FC Midtjylland på en bedre målscore - endda med to kampe i baghånden.