Storsejr over FC Midtjylland
03.11.2024 15:01
Søndag eftermiddag tog vi sæsonens tredje sejr over FC Midtjylland, da vi med en sejr på 5-1 rejste fra MCH Arena med tre vigtige point i bagagen.
Kampen blev indledt med et tungt pres fra hjemmeholdet, der kom frem til mange dødbolde, uden dog for alvor at blive farlige.
Stormen varede heldigvis kort, for herfra fulgte et blågult overtag, der tilmed resulterede i en tidlig scoring, da Mathias Kvistgaarden snyd hjemmeholdets målmand med en følt afslutning fra distancen, og så kunne vi bringe os på 1-0 efter bare ti minutters spil.
Efter scoringen fortsatte vi med at presse på. Det kastede to fine chancer af sig til Rajovic, der dog lige manglede den sidste skarphed for at komme på tavlen. Ikke længe efter fik Suzuki uheldigvis annulleret en scoring, da han lige netop var fanget på den forkerte side af offsidefælden.
Mod slutningen af halvlegen kom midtjyderne bedre med. Et langskud forbi mål og en afslutning, der tvang Pentz til en suveræn redning. Det var hvad hjemmeholdet blev noteret for, lige ind til de sidste sekunder af halvlegen, hvor kampens dommer efter et VAR-tjek pegede på pletten.
Clement Bischoff havde haft hånd på bolden i feltet, og så kunne FCM udligne til 1-1 på halvlegens sidste spark.
Heldigvis blev vi ikke påvirket af hjemmeholdets sene scoring før pausen. Bare syv minutter inde i anden halvleg sendte Yuito Suzuki bolden i kassen til 2-1 på et fornemt oplæg fra Sebastian Sebulonsen, der havde taget en vild sprint med bolden.
Suzuki var dog slet ikke færdig.
Godt ti minutter senere fandt Milata Rajovic japaneren med en helt perfekt timet indkast i dybden, og så kunne offensivspilleren gentage kunststykket og gøre det til 3-1.
Det udsolgte udebaneafsnittet skulle dog få endnu mere at glæde sig over. I det 71. minut havnede en hoppede nedfaldsbold for fødderne af Kvistgaarden, som herfra kunne kanonere bolden i mål til 4-1.
Mathias Kvistgaarden fik således også fuldendt sit hattrick, da han rundede FCM-keeperen og gjorde det til 5-1 i det 83. minut, hvilket også blev kampens resultat.
Dermed kunne vi rejse hjem til Vestegnen med en helt vild sejr på 5-1 og tre vigtige point i bagagen.