Sejr i årets sidste Superliga-kamp

29.11.2024 19:55

Fredag aften fik vi hjemme på Brøndby Stadion besøg af AaB i årets sidste 3F Superliga-kamp. Opgøret endte med en sejr på 1-0, da Noah Nartey blev matchvinder med sit første mål i Superligaen.

Kampen startede med et tidligt blågult overtag på bolden, og det kastede flere fine muligheder af sig i kampens indledning. Allerede efter blot fire minutters spil opstod en tredobbelt chance, da først Nicolai Vallys sendte en flad afslutning afsted mod mål, inden to returbolde blev afværget af gæsternes målmand.

Blot få minutter senere opstod den næste store mulighed, da Yuito Suzuki fra midten af banen blev sendt alene afsted mod AaB-målet. Japaneren havde dog i første omgang lidt vanskeligheder ved at få bolden under kontrol, og derfor endte det lidt uheldigt i en uskarp afslutning, igen på gæsternes keeper. 

Herfra begyndte kampen at bølge frem og tilbage, mens begge mandskaber havde mulighederne for at komme på scoringstavlen. Omkring den halve times spil begyndte vi at få overtaget tilbage, mens det forblev ved lige ved og næsten på den sidste tredjedel.

Det blev der dog lavet om på i det 35. spilminut, da Nicolai Vallys sendte Clement Bischoff i dybden i gæsternes felt. Venstrebacken gik til jorden, i en tackling der fik Brøndby Stadion til at kalde på straffespark. I stedet blev returbolden sendt lige ud i fødderne på Noah Nartey, som fra kanten af feltet resolut kunne sparke os foran 1-0 med sin første Superliga-scoring.

Efter føringsmålet forsøgte vi at jagte endnu en scoring, men selv om mulighederne var til det, så manglede skarpheden atter, og der blev ikke scoret mere før pausen. 

Det blågule pres fortsatte fra anden halvlegs start, hvor gæsterne blev trykket langt tilbage. Desværre blev de ellers mange flotte kombinationer ikke omsat til afslutning mod AaB-målet.

Efter godt og vel en times spil lykkedes det så for Suzuki at sende en afslutning mod gæsternes mål, men en stor redning tvang forsøget ud til et hjørnespark.

Herfra blev der langsomt længere mellem de blågule chancer, mens gæsternes i stedet kom bedre med i opgøret. Det betød blandt andet at Patrick Pentz måtte diske op med en stor redning med godt 20 minutter igen.

Mod slutningen blev det en åben slagudveksling, hvor vi havde chancerne til lukke kampen, mens AaB i ligeså høj grad havde muligheden for at få sendt udligning i kassen.

I de døende minutter blev Clement Bischoff udvist for en stempling på en AaB-spiller. Trods udvisningen lykkedes det os at holde stand. Dermed kunne vi sætte tre tiltrængte point på kontoen efter en 1-0-sejr i årets sidste Superliga-kamp.