Optakt: Info og stats om Brøndby IF - AaB

27.11.2024 08:49

Brøndby IF - AaB
Brøndby Stadion
17. runde af 3F Superligaen

Dommer: Michael Tykgaard
Kickoff: 19:00
TV: TV3+ og Viaplay

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
18.08.2024 AaB 0-4 Brøndby IF
30.10.2022 Brøndby IF 3-2 AaB
21.08.2022 AaB 2-1 Brøndby IF
15.05.2022 AaB 1-3 Brøndby IF
14.04.2022 Brøndby IF 0-1 AaB

Superligaform – seneste fem kampe
Brøndby IF: U-U-V-U-T (6 ud af 15 mulige point) = en aktuel 7. plads.
AaB: U-U-U-U-T (4 ud af 15 mulige point) = en aktuel 9. plads.

Karantæne
Bjarne Pudel, AaB

Karantænefare
Jordi Vanlerberghe (Brøndby IF) – ved gult for en grov forseelse
Mylian Jimenez (AaB) – ved gult for en grov forseelse

Vinkler om kampen
De to klubbers første opgør i denne sæson var i 5. spillerunde i midten af august 2024 i Aalborg. Mathias Kvistgaarden og Filip Bundgaard sørgede for en 2-0 føring ved pausen – og i 2. halvleg scorede Filip Bundgaard atter og i kampens sidste minut lukkede og slukkede Mathias Greve kampen med scoringen til 4-0.

Brøndby IF er ubesejrede i deres seneste fem hjemmekampe i Superligaen.

Brøndby IF har mødt AaB 102 gange i Superligaen og har vundet 40 af kampene. Derudover er 29 kampe sluttet uafgjort mens AaB har vundet 33 gange.

Brøndbys næste mål mod AaB i Superligaen vil være scoring nummer 150 mod nordjyderne, da målscoren inden fredagens kamp er 149-139 i Brøndbys favør.

Der er i alt scoret 288 mål i Superligakampene mellem Brøndby IF og AaB, fordelingen er som følger på de to halvlege:

1. halvleg: 131 (45,5 %)         
2. halvleg: 157 (54,5 %)

16 af de 288 Superligamål – eller 5,6 % af målene – er scoret i det 90. minut, et minuttal der dog også inkluderer tillægstiden.

Fredagens kamp er Brøndby IF’s hjemmekampe nummer 50 mod AaB i Superligaen. De foregående 49 hjemmekampe er endt med 23 Brøndby-sejre, 17 uafgjorte og ni sejre til nordjyderne. På hjemmebane er Brøndbys målscore 81-52 med Brøndby nævnt først.

Kampen mod AaB er Brøndbys fredagskamp nummer 57 i Superligaen. Brøndby har vundet 25 af de foregående 56 fredagskampe, spillet 16 gange uafgjort og tabt 15 gange.

På hjemmebane lyder Brøndbys Superligastatistik på 21 kampe, hvoraf 11 er vundet – mens de resterende 10 fredagskampe på eget græs er fordelt på seks uafgjorte og fire nederlag.

Brøndby IF’s seneste fredagskamp i Superligaen var en hjemmekamp i september 2021 mod Silkeborg IF. Gæsterne kom foran ved Mark Brink i det 24. minut, men 15 minutter senere udlignede Simon Hedlund til 1-1, hvilket også blev kampens slutresultat.

Brøndby IF har spillet fem Superligakampe på datoen 29. november, og har vundet to, tabt to og spillet en enkelt uafgjort.

En af kampene på datoen 29. november mod AaB. Det var i 2015 og kampen blev også spillet på Brøndby Stadion – og dengang var det nordjyderne der trak sig sejrrigt ud af opgøret, hvor Thomas Enevoldsen og Lukas Spalvis scorede målene i AaB’s 2-0-sejr.

Med sin scoring mod Sønderjyske Fodbold kommer Suzuki lidt tættere på 1. pladsen på Brøndbys topscorerliste i denne sæson, han er dog stadig et stykke fra Kvistgaarden. Top-3 ser nu således ud:

10 mål - Mathias Kvistgaarden
6 mål - Yuito Suzuki
4 mål - Mileta Rajovic

Derudover har tre spillere hver scoret to gange, mens fire spillere er noteret for en enkelt træffer hver.

Brøndby IF har scoret det første mål i 54 af de 102 tidligere Superligakampe mod AaB. Det har resulteret i 36 sejre, 14 uafgjorte og fire nederlag som resultat. 

AaB har scoret først i 43 af de 102 Superligakampe, fire af dem blev vendt til Brøndby-sejr – senest i september 2021 hvor 0-1 blev vendt til en 2-1-sejre - mens de resterende 39 kampe er fordelt på 10 uafgjorte og 29 nederlag.

Sebastian Sebulonsen kan spille Superligakamp nummer 50 mod AaB.

Dommerne
Fredagens dommer er den 47-årige Michael Tykgaard. Han har kun dømt fire Superligakampe i denne sæson, men er i løbet af sine 15 sæsoner i Superligaen nået op på 227 kampe i alt.

Brøndby IF har været det ene hold i 35 af de 227 Superligakampe, og har vundet 14 af kampene. Derudover er 10 endt uden en vinder og 11 gange har modstanderne taget alle tre point. Brøndby IF’s seneste to kampe med Tykgaard som dommer var begge i 2022, og begge kampe endte uafgjort mod henholdsvis FCK og OB.

Fire har har Tykgaard dømt en Superligakamp mellem Brøndby IF og AaB, og AaB har i alt blot scoret to gange i de fire kampe, der er endt med to gange uafgjort og to sejre til klubben fra Vestegnen.

Liniedommere: Martin Markus og Daniel Cortzen

4. dommer: Sebastian Friis Aagerup

VAR: Jakob Kehlet

AVAR: Deniz Yurdakul