Nartey: Fedt at bidrage med mål

29.11.2024 20:46

Fredag aften endte det med tre point, da AaB blev besejret med 1-0 hjemme på Brøndby Stadion i årets sidste Superliga-kamp. Noah Nartey var efter opgøret tilfreds med præstationen undervejs, indtil sejren  skulle sikres.

- De første 45 minutter, der får vi vist, hvem vi er som hold. Vi dominerer dem fra første fløjt og har en masse chancer til både at komme på et, to og 3-0 endda. De har selvfølgelig også nogle omstillinger den anden vej, vi skal have lukket ned for, ellers føler jeg, at vi spiller en rigtig god kamp. Til sidst handlede det bare om at få de tre point, og det fik vi - så det var dejligt, siger Noah Nartey. 

Midtbanespilleren glædede sig ligeledes efter opgøret over sin startplads, hvilket han kvitterede med sin første Superliga-scoring og rollen som matchvinder.

- Det var selvfølgelig fedt at få chancen. Det er noget jeg har gået ventet på, og så at kunne bidrage med mit første Superliga-mål, endda på hjemmebane, det gør det endnu federe, sagde målscoreren.

I sidste ende var sejren ifølge Nartey en vigtig afslutning på Superliga-efteråret, som han håber, at holdet kan bygge videre på til at kunne sikre avancement i pokalturneringen. 

- De tre point i dag var vigtige for at vi kan komme op i den sjove ende af tabellen. Nu venter der to vigtige pokalkampe mod AGF, og vi klar til at tage første step på søndag i Aarhus, afslutter midtbanespilleren. 

Se hele interviewet med Noah Nartey på Brøndby TV.