Målrig afslutning i uafgjort U19-Derby
22.11.2024 14:38
Der var dømt U19-Derby i eftermiddag, da vores U19-drenge fra Masterclass mødte FC København inde på Frederiksberg.
Her endte opgøret, som endte 2-2, med at få en hæsblæsende afslutning, da Brøndby-drengene midtvejs i anden halvleg var foran med 2-0, men satte føringen over styr i slutminutterne.
Efter en fin start på opgøret, hvor de blågule drenge pressede godt på med flere gode muligheder, var det Adam Claridge, som omsatte et straffespark til en føring på 1-0 i første halvleg.
Kort forinden blev Jacob Ambæk væltet omkuld inde i hjemmeholdets felt, og det takserede kampens dommer til et straffespark, som bekendt ledte til en blågul scoring.
FC København kom bedre med i opgøret mod slutningen af første halvleg, men der stod fortsat 1-0 på måltavlen, da mandskaberne gik til pause.
Slutminutter blev afgørende
Der blev for alvor åbnet op i begge ender i løbet af anden halvleg, hvor Jacob Ambæk først kunne udbygge føringen til 2-0, og så lignede det for alvor, at Brøndby-drengene var på vej mod alle tre point i U19-Derbyet.
Men mod slutningen af opgøret kunne FC København først reducere til 1-2, og da vi havde passeret de første minutter af tillægstiden satte hjemmeholdet en udligning ind til kampens resultat, som endte 2-2.
FC København vandt efterfølgende straffesparkskonkurrencen med 5-4, og derfor tog de et enkelt point mere.