KFUM Roskilde er ny samarbejdsklub i Brøndby IF

18.11.2024 11:00

Brøndby Masterclass Samarbejdet kan i dag byde velkommen til KFUM Roskilde, efter de to klubber er blevet enige om en samarbejdsaftale.

Begge klubber skal nu fremover være fælles om bedre børnefodbold. En nyhed som skaber stor glæde hos sportslig ansvarlig for samarbejdsklubberne i Brøndby IF, Christian Sørensen. 

- KFUM Roskilde og Brøndby IF fælles historie går helt tilbage til 2007, hvor den første samarbejdsklubaftale blev underskrevet - en fælles historie vi nu kan skrive videre på, og det er vi rigtig glade for, fortæller Christian Sørensen og forsætter:

- Jeg har personligt oplevet rigtig mange gode fodboldøjeblikke i KFUM Roskilde. Vores værdier stemmer overens, og jeg ser frem til, at vi nu skal arbejde tæt sammen om børnefodbolden i KFUM Roskilde. 

Med samarbejdsaftalen underskrevet vil Brøndby IF og KFUM Roskilde sammen bygge videre på det gode arbejde, som allerede er i gang.

Peter Fejerskov, bestyrelsesmedlem i KFUM Roskilde, fortæller om de sportslige grunde til samarbejdet og hvad der er fokus på i klubben:

- KFUM Roskilde er en udviklingsklub. Derfor behøver vi en stærk samarbejdspartner for at kunne sikre en stærk og kontinuerlig udvikling af vores spillere. Denne stærke samarbejdspartner har vi fundet i Brøndby Masterclass Samarbejdet. Vi er sikre på at dette samarbejde kommer KFUM Roskilde spillere og de involverede til gode fremover.

Pelle Nielsen, formand i KFUM Roskilde, er også glad for det nye samarbejde, som han ser mange gode muligheder i. 

- KFUM Roskilde tager nu næste skridt i vores langsigtede strategi, hvilket betyder øget fokus på børne- og ungdomsfodboldområdet. Det er med største glæde at kunne annoncere et stærkt samarbejde med Brøndby Masterclass Samarbejdet, som skal hjælpe os med at bygge et endnu stærkere fundament, så vi står bedre rustet til fremtiden udtaler Pelle Nielsen, som er formand i KFUM Roskilde. 

Christian Sørensen ser frem til at kunne begynde arbejdet pr. 1 januar 2025, hvor fokus nu vil være på, at understøtte KFUM Roskilde. 

- Jeg er glad for at KFUM Roskilde har valgt os til. Det bekræfter mig i at vores arbejde er berettiget og vores måde at se børnefodbold på er den rigtige slutter Christian Sørensen.