Jesper Sørensen: To mistede point
24.11.2024 17:21
Søndag aften blev det til et uafgjort resultat i Haderslev, hvor vi spillede 2-2 med Sønderjyske Fodbold.
Efter kampen var det en skuffet cheftræner, der egentlig havde fornemmelsen af, at vi var i tilstrækkelig kontrol i kampen indtil værternes reducering.
- Vi er ikke dygtige nok der, hvor vi har overtaget i kampen, og ved 2-0 ligner det jo, at vi er i fuldstændig kontrol, men vi spiller bare nogle dumme bolde, hvor vi giver den for hurtigt væk og ikke får spillet vores chancer store nok. Vi har nogle store muligheder for at lukke kampen, men så scorer de til 2-1, og så sætter der sig lidt nervøsitet i holdet, fortæller han.
Cheftræneren så gerne, at vi fik udnyttet bedre, at Sønderjyske gik længere frem på banen og åbnede banen op. Chancerne fik vi dog ikke spillet store nok.
- Det blev bare sådan en kamp, som vi ikke formåede at lukke, og da de får reduceret, spiller vi for spredt og slet ikke med den ro og sikkerhed, vi skal spille med. Sønderjyske går frem, og det burde vi kunne udnytte, men det får vi slet ikke gjort.
- Jeg synes, at vi har gode momenter, hvor vi egentlig bare skal få spillet vores muligheder store. Vi er ikke bekymrede for, hvad der sker. Det virker som om, at vi er i kontrol. Men det er rigtigt, jeg står her med en rigtig irriteret følelse og er også sur, fordi det her er to mistede point, som vi overhovedet ikke havde behov for at miste.
Nu ser Jesper Sørensen frem mod de sidste tre kampe i år, som byder på en hjemmekamp mod AaB i 3F Superligaen og to opgør i kvartfinalen i Oddset Pokalen mod AGF. Cheftræneren ser gerne, at holdet får vist sig frem på hjemmebane på fredag mod AaB på Brøndby Stadion.
- Vi skal have en sikker og god sammenhæng i holdet, det giver sig selv. Nu har vi tre kampe foran os her, som vi jo gerne skulle kunne få de bedste resultater ud af. Vi skal ud og vinde på fredag, hjemme mod AaB og vise os som et sikkert og stærkt hold.