Jesper Sørensen inden FCM: Vi skal tage teten
02.11.2024 13:00
Søndag møder vi FC Midtjylland for anden gang på bare få dage, når vi denne gang gæster MCH Arena i 3F Superligaen.
Jesper Sørensen glæder sig over at være tilbage på trænerbænken til opgøret, men frem for alt handler det om at fortsætte de gode takter mod midtjyderne.
- Jeg glæder mig til at komme tilbage på trænerbænken. Det er svært at se til oppe fra tribunen, så det er jeg glad for, men det, det handler om, er selvfølgelig at vi er klar til at komme ud og gøre FC Midtjylland trodsige. Nu har vi klaret os godt nogle gange mod dem, men det skal ikke være nogen falsk tryghed for os, og vi ved godt, at vi skal levere en rigtig god præstation, siger cheftræneren.
Torsdagens sejr mod FCM endte med at blive lidt af en forsvarskamp, efter vi kort inde i anden halvleg blev reduceret til ti mand. Jesper Sørensen så dog et blågult mandskab, der var bedst før pausen, og netop de takter ser han gerne fortsætte i søndagens kamp.
- Jeg synes, at vi har spillet rigtig godt i rigtig mange kampe i år, første halvleg i torsdags var ingen undtagelse. Jeg synes, at vi i den periode, hvor vi er 11 mod 11 var klart det bedste hold på banen, og det er noget vi skal forsøge at genskabe, også selv om det nu er på deres hjemmebane, fortæller Jesper Sørensen.
I de seneste seks ud af syv møder er vi gået fra banen med en sejr over søndagens modstander. Det er dog ikke noget cheftræneren hæfter sig synderligt meget ved. I stedet vil han se holde fortsætte med at spille med de rette intentioner.
- Vi skal angribe kampe med det mod og den kraft, der skal til, når man møder et godt hold på udebane. Vi skal turde at tage teten og dominere på bolden, og så skal vi spille med de rigtige intentioner. Det synes jeg vi har gjort, selv om vi ikke har fået de resultater, vi havde håbet på at få. Det skal vi blive ved med - for det er det, vi bedst til, afslutter Jesper Sørensen.