Jesper Sørensen: En vigtig sejr for os

29.11.2024 20:33

Det blev til en 1-0-sejr fredag aften, da vi mødte AaB på Brøndby Stadion i årets sidste 3F Superliga-kamp, hvor Noah Nartey blev matchwinner med sin scoring i første halvleg.

Jesper Sørensen var efter sejren en tilfreds cheftræner, der roser spillernes indsats, selvom det blev lidt tricky i slutningen af anden halvleg.

- Jeg er glad for, at vi får vundet. Det var vigtigt for os. Jeg er glad for, at vi fik spillet så flot en første halvleg med rigtig mange chancer og godt flow i spillet.

- Så er det klart, at anden halvleg bliver lidt anderledes, for vi har ikke lige været inde i den periode, der giver os den selvtillid, der gør, at vi kan angribe kampen helt færdig, og vi begyndte at fastholde bolden for at forsvare os mere end vi angreb. Det blev en noget tricky affære i anden halvleg, men virkelig flot indsats af spillerne, og en fed og vigtig sejr for os, fortæller Jesper Sørensen.

Noah Nartey var med fra start for første gang siden september og blev tilmed matchwinner med sin scoring i første halvleg. Cheftræneren roste midtbanetalentets præstation i opgøret mod AaB, som han ikke var i tvivl om, at Masterclass-talentet skulle i.

- Noah har trænet godt i noget tid og er kommet fint tilbage af U19-landsholdets samling. Jeg var egentlig ikke så meget i tvivl om, at han skulle starte her. Jeg syntes, at kampen passede rigtigt til ham, og han har set godt ud til træning, så det var rigtig godt for ham at komme ind efter en svær periode for ham, fortæller cheftræner Jesper Sørensen.

Se hele interviewet med cheftræner Jesper Sørensen på Brøndby TV.