U15 skal deltage i stor international turnering i USA

12.03.2024 13:48

Vores U15-hold er godt i gang med deres forårssæson, men senere i marts drager det talentfulde Masterclass-hold til varmere himmelstrøg i det sydlige USA. 

Her skal drengene deltage i 2024 Generation Adidas Cup sammen med store europæiske hold som Arsenal, Manchester United og KRC Genk, mens Brøndby IF og FC Nordsjælland er de eneste to danske hold repræsenteret.

Selve turneringen spilles i byen Bradenton beliggende i Florida, hvor det store IMG Academy danner rammen om turneringen for de talentfulde hold, hvor både U17- og U15-hold er repræsenteret.

Her er i alt 49 klubber fra 15 lande delt ind i ti grupper af fire hold, hvor 16 hold kan avancere fra grupperne efterfulgt af knockout-kampe. 

U15-cheftræner Anders Stisen fortæller om deltagelsen i den prestigefyldte turnering:

- Vi har store forventninger til vores deltagelse i Generation Adidas Cup. Det er en stærk turnering med deltagelse af store klubber fra flere forskellige kontinenter, så vi glæder os til at matche os selv med hold fra andre fodboldkulturer end den danske. Allerede i gruppespillet møder vi både amerikanske og canadiske hold, så det bliver forhåbentlig en anderledes og spændende sportslig udfordring, fortæller U15-cheftræneren og fortsætter.

- Vi ved fra andre stævner, at de nordamerikanske hold typisk er enormt atletiske, så det bliver afgørende for os, at vi kan tage vores mere kollektive spil med ind i den her kontekst.

Spillerne skal kombinere skole og fodbold
Drengene skal være afsted i længere tid, og derfor kommer de undervejs til at skulle kombinere det at være afsted til en turnering samtidig med deres skolearbejde.

- Udover det rent sportslige i turen bliver det også en stor oplevelse for drengene at besøge Florida med alt, hvad det har at byde på. Vi er afsted i markant længere tid end normalt, så drengene skal finde en rytme med både fodbold og skole langt væk hjemmefra. Det skal nok blive en lærerig oplevelse for dem, fortæller han og tilføjer slutteligt:

- Vi glæder os enormt meget til at repræsentere Brøndby IF på en så stor scene som det her stævne.

Du kan læse meget mere om den store turnering lige her.

Kampe kan streames på Apple TV+
Det er muligt at streame kampene fra turneringen med et MLS Season Pass, som kan købes gennem Apple TV. Læs mere her.

U15-drengene spiller første kamp 30. marts mod New York City FC.

Derudover møder de også Vancouver Whitecaps FC og Chicago Fire FC i det indledende gruppespil.