Sejr over Viborg FF
10.03.2024 19:06
På en råkold søndag aften kunne vi tage fra Energi Viborg Arena med en dramatisk sejr på 2-1 over Viborg FF i Grundspillet sidste udebanekamp efter en scoring dybt inde i overtiden af Ohi Omoijuanfo.
Kampen startede som en chancefattig affære og med en indledning, hvor vi havde svært ved at få spillet til at flyde for alvor. Derfor var det også hjemmeholdet, der stod for opgørets første forsøg som Pentz dog sikkert tog sig af i vores mål.
Efter godt og vel et kvarters tid fandt Mathias Kvistgaarden med fine træk plads inde i banen, hvorfra han sendte vores første forsøg mod mål. Afslutningen var en fin en af slagsen, men den vågne Viborg-keeper fik pareret ud til et indkast.
Herefter fulgte en periode med lige-ved-og-næsten chancer til de blågule spillere, der dog manglede den sidste skarphed før det for alvor kunne blive farligt.
Det blev det derimod to gange i den anden ende efter tæt på en halve times spil, da Patrick Pentz måtte diske op med en stor redning, da en Viborg-spiller pludselig var helt fri til afslutning i vores felt. Kort efter var det værterne selv, der var i vejen for at en stor chance endte inde i nettet. Dermed forblev det ved 0-0.
Det blev der heldigvis lavet om på, da Kvistgaarden dukkede umarkeret op på et hjørnespark ved bageste stolpe, og så kunne han ugeneret heade os på 1-0 kort før pause.
Selv om Viborg forsøgte at lægge os under pres i slutminutter, så blev det ikke til flere scoringer i de første 45 minutter, og så kunne vi gå til pause med en føring.
Fra anden halvlegs start fik vores belgiske midtstopper Jordi Vanlerberghe sin debut for Brøndby IF, da han erstattede Sebastian Sebulonsen.
Efter et par blågule muligheder i åbningsminutterne, var det stille og roligt hjemmeholdet, der begyndte at sætte sig på spillet.
Som halvlegen skred frem bølgede kampen dog mere og mere frem og tilbage uden det dog blev til de helt store chancer for nogen af mandskaberne.
Det skulle dog ændre sig i de døende minutter af opgøret. Her fik Anosike Ementa nemlig udlignet for hjemmeholdet netop som kampruret havde rundet 90 minutter. Viborg-angriberen sendte bolden over Pentz, der var fanget på mellemhånd i situationen, og så troede de fleste, at det ville ende med en pointdeling.
Sådan skulle det dog ikke gå, for dybt inde i overtiden modtog Ohi Omoijuanfo bolden i Viborg-feltet, inden han prompte sendte en afslutning op i nærmeste målhjørne til en stor blågul forløsning. Dermed sikrede nordmanden os en meget sen sejr i Viborg, og vi kunne derfor tage tre meget vigtige point med hjem til Vestegnen.