Overblik: Disse spillere skal afsted med landshold
20.03.2024 10:55
Efter en sejr på Brøndby Stadion i søndags går vi nu ind i en landsholdspause, hvor vi skal sende spillere afsted på opgaver med deres respektive landshold.
Du kan i denne artikel få et overblik over, hvilke spillere fra Superliga-truppen og Masterclass, som skal afsted.
Jacob Rasmussen 🇩🇰
Forsvarsspilleren er for første gang udtaget til Danmarks A-landshold, som spiller to testkampe mod henholdsvis Schweiz og Færøerne, hvoraf opgøret mod Færøerne spilles på Brøndby Stadion 26. marts.
Det er således første landsholdsudtagelse til det bedste danske landshold for vores 26-årige forsvarsspiller, som potentielt kan få sin debut i de røde og hvide farver i den kommende uges tid.
Patrick Pentz 🇦🇹
Vores østrigske keeper skal endnu engang afsted med sit landshold, som spiller to testkampe forud for sommerens EM-slutrunde, hvor Østrig allerede på forhånd har sikret sig billet.
Her skal Pentz og holdkammeraterne møde Slovakiet på udebane i første testkamp 23. marts, mens de møder Tyrkiet hjemme 26. marts.
Nartey, Bischoff, Schwartau og Vraa U19 🇩🇰
De fire spillere skal afsted til Kroatien, hvor de skal spille den afgørende runde af EM-kvalifikationen frem mod U19 EM-slutrunden i Nordirland til sommer.
De danske drenge møder Serbien og Grækenland samt de forsvarende mestre fra Portugal, og her har de altså muligheden for at booke en billet til sommerens U19 EM-slutrunde, hvis de sikre sig nok point.
Lukas Larsen U18 🇩🇰
Venstrebacken skal med U18-landsholdet, som rejser til Portugal, hvor de skal deltage i en turnering i det portugisiske.
Philip Søndergaard U17 🇩🇰
Forsvarsspilleren er udtaget til U17-landsholdet, som deltager i Elite Round i Georgien, hvor de skal kæmpe om en plads til at kvalificere sig til EM på Cypern i maj.
Her møder han sammen med resten af holdkammeraterne Tyrkiet, Serbien og værterne fra Georgien.
Bundgaard og Kvistgaarden var begge udtaget til U21-landsholdet, men er blevet hjemme, da de døjer med nogle skavanker.