Martin Retov stopper i Brøndby IF efter sæsonen
18.03.2024 12:07
Martin Retov vil ved afslutningen af indeværende sæson stoppe i rollen som assistenttræner i Brøndby IF, da han til sommer skifter til AC Horsens, hvor han skal være cheftræner.
Martin Retov spillede 220 officielle kampe for Brøndby IF i perioden 2002 til 2008 og blev kåret som Årets Spiller i Brøndby IF i 2004. Af titler kan Martin Retov som aktiv spiller i Brøndby IF pryde sig med et dansk mesterskab i 2005 og tre pokaltitler i 2003, 2005 og 2008.
Retov vendte tilbage til Brøndby IF i 2016, hvor han tiltrådte som assistenttræner for U17-holdet i Brøndby Masterclass og avancerede i 2017 til rollen som assistenttræner for Superliga-truppen.
Som assistenttræner var Retov en vigtig del af den første blågule titel i 10 år, da vi i 2018 vandt pokalturneringen, og tre år efter det første danske mesterskab i 16 år, da vi på en lun majdag i 2021 kunne fejre det danske mesterskab på Brøndby Stadion.
Det er således en stor blågul personlighed med mange meritter som spiller og assistenttræner i klubben, vi til sommer tager afsked med.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen sætter her ord på den kommende afsked med Martin Retov:
- Martin Retov har været en vigtig del af vores trænerteam siden 2017, hvor hans store viden og erfaring er kommet flere cheftrænere til gode og har bidraget til træningskulturen i Brøndby IF. Martin har altid haft fokus på, at man skal være den bedste udgave af sig selv og bidraget til den stærke mentalitet, vi har i klubben, for han forstår, hvad der kræves for at spille for Brøndby IF, fortæller fodbolddirektøren og fortsætter:
- Han har med sine kompetencer som assistenttræner bidraget til både en pokaltitel og et dansk mesterskab, og derudover er Martin som person utrolig vellidt i hele klubben. Derfor er det med lige dele vemod og stolthed, at vi efter sæsonen siger tak for denne gang til Martin, men vi under allesammen Martin chancen for at prøve kræfter med cheftrænerrollen, og vi ønsker ham stort held og lykke i AC Horsens.
Selv fortæller Martin Retov om afskeden med Brøndby IF:
- Det har været en kæmpe ære at være en del af trænerteamet i Brøndby IF, hvor jeg sammenlagt som spiller og træner til sommer vil have tilbragt 14 år af mit liv. Det har været en fantastisk tid, og jeg vil savne spillerne, staben og at have min gang herude på Brøndby Stadion.
- Jeg føler nu, at tiden er rigtig både fagligt og personligt til at tage udfordringen op som cheftræner, og da jeg i forvejen kender AC Horsens rigtig godt, er jeg stolt over at få muligheden og har derfor takket ja. Men først har vi her i Brøndby IF gang i en flot sæson, som vi skal gøre færdig, og det glæder jeg mig til, da vi har en fantastisk trup og en stor tro på, at vi kan opnå noget specielt sammen.