Jesper Sørensen gør status over foreløbig forårssæson
30.03.2024 10:44
Sejren over Silkeborg IF på Brøndby Stadion forrige weekend markerede samtidig afslutningen på denne sæsons Grundspil af 3F Superligaen.
Derfor satte vi Jesper Sørensen i stævne og tog en længere snak med vores cheftræner, som ser tilbage på vinterens træningslejr samt den efterfølgende håndfuld kampe startende med sejren over FC Midtjylland.
- Det var selvfølgelig en kæmpe kamp mod FC Midtjylland i forårsåbneren. Vi var helt klar, syntes vi selv, men vi var selvfølgelig usikre på, hvor gode vi var mod så god en modstander. Når kampen nu udviklede sig på den måde, som den gjorde, så var det en fantastisk afslutning. Det gjorde sejren endnu mere fantastisk, fortæller cheftræneren.