Ugeprogram: Midtugekamp mod FC Nordsjælland

13.05.2024 08:03

Det blev til et smerteligt nederlag på Brøndby Stadion, da vi søndag tabte til FC København.

Næste kamp i Mesterskabsspillet er blot tre dage senere, da vi onsdag i denne uge igen skal i aktion på Brøndby Stadion, når FC Nordsjælland kommer på besøg. Her skal skuffelsen fra søndagens nederlag lægges til side i jagten på tre point, der vil holde snor i toppen af tabellen.

Kampen mod FC Nordsjælland fløjtes i gang kl. 20:00 på Vestegnen, og der resterer stadig billetter til kampen. Find billetsalget her.

Kvinderne
Vores blågule kvinder led ligeledes et nederlag i weekenden, da de stod overfor sidste års guldvindere fra HB Køge på udebane. 

Den skal de forsøge at rejse sig fra, når det på fredag gælder andet semifinaleopgør mod AGF hjemme i Brøndby. Første opgør i Aarhus endte med et nederlag på 2-1 til de blågule kvinder, så det resultat skal hentes, hvis vores kvinder skal spille sig i dette års pokalfinale.

Opgøret fløjtes i gang på fredag kl. 18:30 og vil kunne ses direkte på PlutoTV.

Masterclass
Vores U19- og U17-mandskaber fra Brøndby Masterclass skal begge i aktion i deres respektive ligaer i den kommende weekend, og får begges vedkommende er en udekamp mod FC Midtjyllands ditto, der står for døren.

Det er en yderst interessant kamp mod FC Midtjylland for U19, da det er nummer ét og nummer to i U19-Ligaen, der krydser klinger. Begge mandskaber har med tre runder tilbage af sæsonen 54 point, mens FC København lurer en placering under med 51 point. U19's topgyser mod FC Midtjylland fløjtes i gang lørdag kl. 13:00.

For U17's vedkommende gælder det om at holde trit med toppen af tabellen, hvor de lige nu figurerer på femtepladsen. FC Midtjylland lægger her på andenpladsen. Cheftræner Viktor Kyndes tropper skyder deres kamp i gang kort efter U19's afslutning, kl. 15:15.

Billetsalget til kampen mod AGF starter denne uge
Søndag 26. maj skal vi inden for kridtstregerne for sidste gang i denne sæson, når vi på Brøndby Stadion møder AGF. Det bliver en yderst interessant kamp, hvor alt forhåbentligt stadig er åbent i toppen af tabellen, og hvor de blågule drenge får brug for al den støtte, Brøndby Stadion kan give.

På fredag 17. maj starter billetsalget til sæsonens sidste kamp, hvor salget vil være inddelt i forskellige faser.

Læs om billetsalget her.