Nederlag mod FC København

12.05.2024 16:07

Søndag eftermiddag stod der Derby på programmet på Brøndby Stadion, da vi i 29. runde af 3F Superligaen skulle krydse klinger med FC København.

Der var intensitet og fysik fra første fløjt, samt en fantastisk opbakning for fra et komplet udsolgt Brøndby Stadion.

Gæsterne stod i kampens indledning dybt i banen og overlod bolden til os, hvor vi forsøgte at finde igennem til de store målchancer. Imens lurede gæsterne på omstillinger.

Halvvejs igennem første halvleg var der dog fortsat ikke faldet nogen nævneværdige målchancer i nogen af enderne.

Efter en halv times spil kom første scoring så. Flot gennemspil første til en bold i dybden til Josip Radosevic, der sendte et indlæg ind i det lille felt fra kort afstand, som blev rettet af og fandt vej til Årets Profil i 3F Superligaen, Nicolai Vallys, der sendte os i front i Derbyet med hovedet.

Inden halvleg fik gæsterne dog bragt balance i regnskabet på et hjørnespark, som vi ikke kunne afværge. Det var Kevin Diks, der steg højst og fik sendt bolden i Patrick Pentz’ mål. Dermed stod det 1-1 i opgøret, og sådan blev det også frem til pause.

Anden halvleg var knap startet, før Sebastian Sebulonsen modtog et indlæg bagerst i feltet, han forholdsvist alene kunne trykke af på. Afslutningen var fin og inde for målrammen, men Kamil Grabare fik afværget til hjørne.

Minutter senere fik også Ohi Omoijuanfo en stor chance for at sende os tilbage i front i opgøret efter fornemme kombinationer af Nicolai Vallys og Marko Divkovic. Nordmanden modtog bolden lidt tilfældigt tæt under mål, men kunne ikke dirigere bolden i målets retning. Fin, aggressiv blågul start på halvlegen.

Det var dog gæsterne, der tog føringen i opgøret. I det 54. minut modtog Mohamed Elyounoussi en dybdeaflevering i højre side, trak ind i banen og lagde bolden over ved fjerneste stolpe uden chance for Patrick Pentz.

Derefter var det igen os på bolden, mens vi forsøgte at lægge et pres på FCK’s mål. Gæsterne stod dog godt i mod og tillod ikke mange blågule målchancer.

Vi satsede offensivt i kampens afslutning, men vi blev desværre ikke farlige nok. Derimod var det gæsterne, der i overtiden fik udbygget deres føring fra straffesparkspletten til 1-3, som også blev kampens resultat.