Jesper Sørensen: Vi har mærket en ufattelig kærlighed
26.05.2024 16:56
Søndag aften endte en lang og flot sæson med et tungt nederlag til AGF, der betyder at vi slutter på andenpladsen. Efter opgøret var det en trist cheftræner, der satte ord på en imponerende opbakning gennem hele sæsonen.
- Vi har mærket en ufattelig kærlighed, og en enestående opbakning gennem hele sæsonen, sagde Jesper Sørensen og fortsatte:
- Vi er så ærgerlig over, at vi ikke kan levere til alle de mennesker, som identificerer sig hver dag med Brøndby IF, og bærer et blågult hjerte - både inden og uden på tøjet.
På trods af et smerteligt nederlag, er cheftræneren overbevist om, at klubbens styrke vil få os på rette køl igen.
- Vi kommer til at rejse os igen, for vi så i dag, hvad Brøndby IF er. Klubben er for stærk og stolt, men det her kommer til at gøre ondt i så lang tid, på os alle. Jeg vil aldrig nogensinde bytte den smerte, jeg kommer til at opleve, det næste lang stykke tid, med ikke at have fået chancen for at vinde det danske mesterskab, afsluttede Jesper Sørensen.