Jesper Sørensen: Det bliver en magisk kulisse

24.05.2024 12:30

Søndag eftermiddag skal vi for sidste gang samles på Brøndby Stadion, når vi i sidste spillerunde af denne 3F Superligasæson får besøg af AGF i en kamp, hvor vi kan sikre det danske mesterskab.

Cheftræner Jesper Sørensen er klar til sæsonens sidste opgør, som bliver en finale på Brøndby Stadion.

- Det bliver en speciel kamp. Man siger, at det her er en kamp som alle andre - det er det ikke. Det er en kamp, hvor vi skal gå ud og vinde og efterfølgende er der ikke mere tilbage. Man kan godt sige, at det er en finalekamp for os, fortæller cheftræneren.

- Vi skal være sikre i vores spil. Vi skal spille vores spil, som har bragt os hertil. Vi skal være tætte og kompakte, både når vi har bolden og når vi ikke har bolden.

Selvom der selvfølgelig er meget på spil i sidste hjemmekamp mod AGF, vil cheftræneren gøre tingene præcis som i de andre kampe, for ikke at komme ud af rytme.

- Vi skal have fokus på den opgave, vi skal ud og løse. Det er det, der vil være vores fokus. Så giver det sig selv, at vi kommer til at blive centrum i en begivenhed, og inde i den begivenhed er der en fodboldkamp, som vi skal præstere i. Der er det med at skabe de bedst mulige rammer for, at spillerne kan præstere som vanligt og måske endda lidt ekstra.

- Vi kommer til at gøre tingene, som vi plejer at gøre, for ikke at bryde rytmer hos de spillere, som nu en gang skal være med. Så må vi ud at spille fodbold, som vi har været dygtige til hele sæsonen, og så må vi ud og give alt, hvad vi har, fortæller Jesper Sørensen.

Se hele interviewet med cheftræner Jesper Sørensen på Brøndby TV.