Brøndby Stadion kåret som bedste bane for fjerde år i træk

24.05.2024 06:36

Chris Hague og groundsman-teamet i Brøndby IF har i årevis leveret et flot underlag til spillerne, og for fjerde år i træk er græstæppet på Brøndby Stadion kåret som Danmarks bedste bane.

Hvert år kårer Spillerforeningen nemlig sammen med de 12 respektive anførere i 3F Superligaen Danmarks bedste bane, og her topper banen på Brøndby Stadion altså endnu en gang.

Groundsman-teamet
Chris Hague
Jacob Mathiesen
Miguel Brandli
Katja Samuelsen
Viktor Ziegler
Magnus Ø. Kaastrup

Magnus Ø. Kaastrup fra groundsman-teamet sætter ord på hæderen, hvor teamet igen modtager Det Gyldne Greb for deres arbejde i denne sæson.

- Det er selvfølgelig et stort skulderklap, at anførerne i Superligaen igen har valgt vores græstæppe som Danmarks bedste, og det noget, vi værdsætter meget på groundsman-teamet. Vi gør alle en dyd ud af at sørge for den bedst mulige bane, for at give spillerne de bedste forudsætninger for at præstere året rundt, fortæller Magnus Ø. Kaastrup.

Brøndby Stadion er topper listen med en score på 4.64 ud af 5, hvor nærmeste forfølger er underlaget på Energi Viborg Arena, der er landet på 4.07.

Om kåringen
Rent praktisk foregår rangeringen ved, at udeholdenes anførere efter hver kamp giver en helhedsbedømmelse af banen fra 1-5; fra elendig til fantastisk.

Ved sæsonens afslutning bliver Danmarks Bedste Bane i Superligaen fundet baseret på det bedste gennemsnit efter 14 hjemmekampe.

Du kan læse mere om Danmarks Bedste Bane og den samlede stilling på Spillerforeningens hjemmeside.