U17-pokalfinaleoptakt mod Viktor Kynde: En enorm fokus

10.06.2024 12:22

Tirsdag aften står vores U17-mandskab fra Brøndby Masterclass overfor Lyngby BK’s ditto i pokalfinalen på Tingbjerg Idrætspark.

Cheftræner Viktor Kynde ser frem mod pokalfinalen tirsdag aften, som både han og spillerne glæder sig til at tage hul på.

- Vi glæder os meget. Det er en sjov dag, og det er sjovt for drengene. De elsker at spille om pokaler og spille finaler, og så forhåbentlig foran lidt flere mennesker, end vi plejer. Det er på alle måder en dag, som spillerne og staben glæder sig meget til.

- Nu hvor vi står i finalen, ville det være fedt for os og Masterclass at vinde. Det er klart, at når vi er kommet til en finale, så går vi efter at vinde den. Det ville være sjovt og en god oplevelse mest af alt, fortæller Viktor Kynde.

Vil holde samme stil som sidste års pokaltriumf
Sidste år sikrede vores U17-hold fra Brøndby Masterclass pokaltitlen mod præcis samme modstander fra Lyngby BK i en finale, der blev afgjort i straffesparkskonkurrence.

Cheftræner Viktor Kynde var dengang assistentræner under daværende cheftræner Menno van Dam. Viktor Kynde har således stået i en pokalfinale før og kan bruge den erfaring frem mod tirsdagens pokalfinale.

- At komme til denne afgørende del af sæsonen, er det for os et spørgsmål om at gøre, som vi plejer. Det var det også sidste år. Vi har samme prematch, vi har samme rytme omkring, hvornår vi træner, hvornår vi viser video, hvornår vi gennemgår det taktiske. På den måde prøver vi at holde os til det, vi gjorde sidste år.

- Nogle af drengene var også med sidste år og ved præcis, hvor vi spiller og kan forhåbentlig også bruge noget af den erfaring. Vi er interesseret i at gøre det så godt som muligt, og vi synes jo også, at Brøndby IF er en klub, hvor man skal sigte efter at vinde pokaler. Det håber vi på, at vi kan, fortæller cheftræneren.

Fokus på seneste sejr mod Lyngby BK
U17-talenterne har tidligere på sæsonen mødt Lyngby BK to gange, hvor det er blevet til hhv. et uafgjort resultat i Lyngby og en sejr på hjemmebane.

Cheftræneren trækker mest ud af det seneste opgør på Bane 2 i Brøndby til forberedelserne til pokalfinalen. 

- Det ville da være fedt at ordne det i ordinærtid. Vi er kommet bagud begge gange, vi har mødt Lyngby i ligaen. Faktisk begge gange 2-0 har vi været bagud. Dog ikke tabt, men vi håber på at komme bedre fra start. 

- Den seneste kamp mod Lyngby, hvor vi sejrede på Bane 2, den bruger vi en del i forhold til, hvordan vi gør, hvordan Lyngby gør. Hvad det er for et kampbillede, vi forventer. Også også det her med, at det er noget bøvl, hvis vi skulle komme bagud, men hvis vi skulle komme bagud, at vi så tror på, at vi kan vende det, som vi har gjort før, fortæller Viktor Kynde.

Ekstra fokus til træning
Cheftræneren fortæller, at der til søndagens træning herskede en stærk fokus på at vise sig så godt frem som muligt for en plads i kamptruppen til pokalfinalen.

- Vi trænede i går, og der stod vi og snakkede om, at de virker enormt fokuserede. Det er jo noget kamp om, hvem der skal med og hvem der starter inde, og det kunne man godt mærke på dem. En enorm fokus, så der er ingen tvivl om, at de glæder sig, slutter cheftræner Viktor Kynde.

U17-pokalfinalen sparkes i gang på Tingbjerg Idrætspark kl. 18:30, og der er gratis adgang for tilskuere.