Sejr på Brøndby Stadion mod Vejle BK
29.07.2024 17:11
Mandag aften spillede vi første hjemmekamp i den nye 3F Superligasæson, hvor Vejle Boldklub stod for modstanden.
Her blev det til en comebacksejr efter vi var bagud ved pause, men to mål af Mathias Kvistgaarden og Sebastian Sebulonsen rettede op på resultatet i anden halvleg.
Opgøret startede ud med bølgende spilovertag. Efter blot ti minutter takserede Mikkel Redder en Vejle-hånd på bolden i feltet til straffespark uden tøven, og Yuito Suzuki tog sig af sparket. Den unge japaner fik dog for meget luft under bolden og ramte overliggeren.
Efter en halv times spil fik gæsterne så bolden i nettet, men efter et VAR-gennemtjek vurderede Mikkel Redder, at målet skulle annulleres pga. et skub i ryggen på Jacob Rasmussen i situationen.
Vejle kom dog alligevel foran små ti minutter senere, hvor en fejlaflevering på gæsternes banehalvdel blev straffet på det efterfølgende kontraangreb, hvor Dimitrios Emmanouilidis kom i en 1-mod-1-situation med Patrick Pentz og udplacerede vores østrigske landsholdskeeper.
Det resultat holdt til pause, hvor vi altså var nede med 0-1.
Fra anden halvlegs start var Sebastian Sebulonsen kommet på banen istedet for Sean Klaiber, og det skulle vise sig at være en fantastisk indskiftning.
Først med en flot assist til Mathias Kvistgaarden, hvor vores norske back header bolden på tværs til fremadstormende Kvistgaarden, der efter blot to minutter i halvlegen fik bragt opgøret i balance med en sikker scoring.
Derefter var det Sebulonsen selv, der sendte os i front i opgøret. Efter et hjørnespark landte bolden hos nordmanden, der med et tørt hug ude for feltet tordnede bolden i kassen og os på sejrskurs.
Der var efterfølgende chancer i begge ender, men måltavlen forblev uændret i den resterende tid af kampen, og vi kunne således tage vores første sejr i denne udgave af 3F Superligaen foran et stemningsfyldt Brøndby Stadion.