Jesper Sørensen inden Lyngby: Forventer en hektisk kamp

02.08.2024 12:00

Søndag står den atter på 3F Superliga, når vi møder Lyngby BK foran et udsolgt udebaneafsnit på Lyngby Stadion.

Cheftræner Jesper Sørensen forventer en hektisk kamp på en tætpakket udebane.

- Det bliver en helt anderledes kamp i forhold til i midtugen, hvor vi forventer en hektisk og intens affære på et tætpakket stadion, og hvor vi også har et fyldt udebaneafsnit i ryggen. Det plejer altid at være intenst, når vi spiller deroppe. Og det gør jo bare, at spillerne bliver endnu mere animerede af de ydre omstændigheder, men jeg har endnu ikke prøvet at spille deroppe, hvor det ikke har været en tæt kamp, fortæller Jesper Sørensen.

- Senest spillede vi jo ti mod 11 i lang tid, men reddede et enkelt point hjem til sidst. De gange, vi har spillet deroppe, har vi haft svært ved at få fuldt tag om kampen, men det håber vi selvfølgelig på, at vi kan få den her gang.

Lige nu er vi inde i et tætpakket kampprogram, hvor der også er europæiske midtugekampe, og derfor kan man også forvente at se en del rotation i startopstillingen, fortæller cheftræneren.

- Vi er selvfølgelig inde i et tæt program, hvor der er mange kampe, og hvor der skal bruges mange kræfter fra spillerne. Det er klart, at vi derfor ikke kommer til at se den samme startopstilling særlig mange kampe i træk - også nu hvor vi har nogle skader - så vi kommer selvfølgelig til at rotere, i forhold til dem som startede mod KF Llapi.

Se hele interviewet på Brøndby TV.