Jesper Christiansen er ny U19-cheftræner

03.07.2024 08:00

I slutningen af foråret sagde vi farvel til Menno van Dam efter en fornem sæson i U19 Ligaen.

Hans afløser er nu på plads, og det bliver U19-assistenttræner Jesper Christiansen, som forfremmes og dermed skal stå i spidsen for U19-holdet.

Jesper Christiansen har været en del af U19-holdet i hele den forgangne sæson, og den nye cheftræner har dermed fra start et særdeles godt kendskab til spillere og stab i kraft af sin tidligere rolle, fortæller Bjørn Holm, Head of Coaching i Brøndby Masterclass.

- Efter en flot sæson med U19 har vi været stolte over at sende Menno van Dam videre til et job som Superliga-træner, som jo er resultatet af et flot arbejde fra både Menno, men også hele teamet omkring holdet i Brøndby Masterclass. Vi har i den forbindelse skullet finde en ny cheftræner, og her er valget faldet på Jesper Christiansen, fortæller Bjørn Holm og sætter ord på den nye U19-cheftræner:

- Jesper kommer fra en stilling som assistenttræner på U19-holdet, og han har i den forgange sæson haft stor andel i den udvikling, holdet har gennemgået. Han ved præcis, hvem vi er, og hvad vi vil, og på den måde er Jesper det helt rigtige valg som U19-cheftræner, så vi fortsat kan ruste vores unge talenter til at tage skridtet op i Superliga-truppen.

- Vi ønsker at fortsætte den udvikling, vi er i gang med i Masterclass, og her er faglighed, relationelle kompetencer og kontinuitet nøgleord for os. Og i det lys er vi ikke i tvivl om, at vi med Jesper har den helt rigtige profil.

Selv fortæller Jesper Christiansen om at overtage tøjlerne på U19-holdet: 

- Mit første år i Brøndby Masterclass har på alle tænkelige måder været helt fantastisk, og jeg er ekstremt glad over, at jeg hver dag er en del af et fællesskab fyldt med kompetente og gode mennesker. Jeg er utrolig stolt over, at Brøndby IF har valgt, at jeg fra den nye sæson skal være cheftræner for U19, og jeg ser frem til, at vi i fællesskab fortsat skal skabe et miljø, hvor klubben og vores unge talenter lykkes. 

- Masterclass er i rivende udvikling, og jeg glæder mig utrolig meget til at bidrage med at løfte os til det næste niveau, så vi fortsat kan sende dygtige talenter op i Superliga-truppen, slutter han.

Jesper Christiansen har tidligere været cheftræner for U19-holdet i SFB-Oure, inden han kom til Brøndby Masterclass.