Henrik Hansen: Brøndby IF emmer af storklub

01.07.2024 08:29

I starten af juni kunne vi præsentere Henrik Hansen som vores nye assistenttræner i Superliga-truppen, og i sidste uge havde han første arbejdsdag i sin nye rolle i klubben, da spillere og den øvrige stab mødte ind fra ferie. 

Efter lidt mere end en uge med stab og spillere fortæller assistenttræneren om sine førstehåndsindtryk og velkomst på Vestegnen. 

- Det har været en utrolig intens og spændende start med mange nye indtryk. En kompetent stab og spillertrup, jeg skal lære indgående at kende, og så selvfølgelig en masse principper, i forhold til hvordan vi træner og ønsker at spille. Men det har været godt, og jeg kan tydeligt mærke, at jeg er kommet til en klub, hvor både niveauet og interessen er meget, meget høj.

- Man mærker jo hurtigt, at man er kommet til en storklub, det emmer det jo af herude. Hele organisationen omkring os, faciliteterne og mest af alt, det vi arbejder med, niveauet på træningsbanen og måden tingene bliver gjort på. Det er på et virkelig højt niveau, fortæller Henrik Hansen. 

Spillestilen tiltaler meget 
Trods han har haft kort tid til at dykke ned i de forskellige aspekter, så er spillestilen noget, som tiltaler den nyankomne assiststenttræner. 

- Vi havde jo snakket den del igennem inden, for det er naturligvis vigtigt, at vi anskuer tingene nogenlunde ens, men også at der stadig er plads til nuancer i de snakke, vi har i staben. Der er ingen tvivl om, at den måde, vi arbejder og spiller på med Jesper her i Brøndby IF, tiltaler mig rigtig meget.

(Artiklen fortsætter under billedet) 


Assistenttræneren har nu arbejdet med truppen i godt og vel en uges tid, siden spillerne mødte ind i midten af sidste uge, og han er bestemt positiv over det, han har set indtil videre. 

- Jeg synes for det første, at det er en rigtig dygtig spillertrup, og så er det nogle ambitiøse drenge, der virker til at have det rigtig godt sammen. Det er også vigtigt for at skabe resultater, at der er et godt omklædningsrum, så det har været meget positivt. 

Ser frem til testkampene 
Forude venter flere testkampe mod dygtige modstandere, og for Henrik Hansen kommer de til at give nogle gode svar på, hvad der skal arbejdes på frem imod sæsonstarten. 

- Vi glæder os jo alle til at spille kampe, der betyder noget, men for mig personligt er det perfekt med den her opstartsfase, hvor vi har nogle træningskampe mod rigtig gode modstandere, og hvor vi kan få arbejdet med de ting, vi gerne vil, fortæller assistenttræneren, som så en frisk spillertrup møde ind for et par uger siden. 

- Mit indtryk er helt klart, at alle er kommet tilbage med et friskt og optimistisk sind, og de er meget målrettede efter at skabe store resultater i den kommende sæson. Mit ønske er at bidrage til, at vi i fællesskab kan opnå mest mulig succes i den kommende sæson.

(Artiklen fortsætter under billedet) 

 

Kommer til at have ansvar for dødbolde 
I den foregående sæson var det Martin Retov, som stod i spidsen på dødbolde, men her overtager Henrik Hansen nu tøjlerne for standardsituationerne i tæt samarbejde med den øvrige trænerstab. 

- Vi samarbejder jo om det meste, men det er mit ansvar at tage mig af standardsituationerne - så den del overtager jeg. Jeg tror det vigtigste, når man kommer som ny, det er at se på, hvad der har været forud, og så flette det lidt sammen med de tanker, man selv har. Brøndby havde en fornuftig sæson på standardsituationer, og der er blevet gjort et godt stykke arbejde fra Martin og spillerne, men der er også nogle parametre, hvor jeg synes, at vi kan rykke os yderligere.  

- Jeg er meget glad for at være her, og det har været en fin start. Det handler om hele tiden at få relationerne forstærket, så vi hele tiden trækker i samme retning. Som sagt er der for mig en mængde nye inputs at forholde mig til, men vi arbejder grundigt med tingene, så det er en fornøjelse at være en del af, slutter assistenttræneren.