Fra Politiverden til Fodboldklubben: Ronnie Kesby fortæller om sit første halve år som sikkerhedschef i Brøndby IF
16.07.2024 06:22
At skifte fra politiet til en fodboldklub er en overgang, som kan overraske selv de mest erfarne sikkerhedsfolk. Tilbage i marts tiltrådte Brøndby IF’s nye sikkerhedschef Ronnie Kesby, og han deler her sine erfaringer om indkøringen i Brøndby IF og perspektiverne fremadrettet, hvor hans mange års erfaring som politimand har givet ham et unikt perspektiv.
- Det var meget lige på og værsgo, så kører vi, forklarer Ronnie om hans start i Brøndby IF.
- Kampene kommer som perler på en snor. Som hos alle andre, der starter i Brøndby IF, så er der fuld knald på fra dag et, da der skal leveres et produkt uge efter uge. Heldigvis er det en fantastisk administration, vi har, hvor alle står parat til at hjælpe og give en hånd med. Her fik jeg selv en masse input og støtte, særligt af vores stadionchef Tom Larsen, som også har en sikkerhedsuddannelse, hvilket gjorde min travle start forholdsvis glat.
Med mange års erfaring fra politiverdenen bag sig, var der alligevel mange nye aspekter ved sikkerhedsarbejdet i en fodboldklub, der overraskede Ronnie.
- Det har overrasket mig, at der er så mange hjul i gang hele tiden, fortæller Ronnie og fortsætter.
- I mit arbejde hos politiet handlede det primært om at håndtere fans og sørge for orden på selve kampdagen, men nu hvor jeg er i klubben, så oplever man virkelig den enorme mængde forberedelse, der er forud for en kamp, som inkluderer alt fra sikkerhedstiltag til koordinering med forskellige afdelinger og modstanderholdets sikkerhedschef. Det tager mange timer og mange koordineringsmøder at planlægge en kamp, og intet er overladt til tilfældighederne. Kampene kategoriseres, og der laves en detaljeret kampplan, der inkluderer bemandingsplaner, sikkerhedsstewards og samarbejde med politiet. Det betyder ikke, at der ikke er ting, der kan overraske eller ændre sig undervejs i en kamp, men vi er vældig godt forberedt til enhver kamp. Efterfølgende evaluerer vi den enkelte kamp med politiet og vores kollegaer, om hvad der er gået godt og hvad vi skal justere til næste kamp. Vi lærer hele tiden og bygger hele tiden på, fortæller sikkerhedschef Ronnie Kesby.
Dialog med Fansene
En af de største opgaver har været dialogen med fansene, især med de skærpede regler og straffe der er indført i 3F Superligaen.
- Vi er nok den klub, der investerer og gør allermest i hele landet for at sikre en god stadionoplevelse og straffer dem, der forbryder sig mod de fælles regler, der er opsat for 3F Superligaen. Vi har efter den forgangne sæson omkring 60 personer, som nu er i karantæne i den sæson, der for vores vedkommende starter på søndag. Vores sikkerhedsforanstaltninger inkluderer over 200 hyrede vagter til hver hjemmekamp samt videoovervågning og ansigtsgenkendelse, hvilket hjælper med at holde styr på de personer, der har karantæne, og sikrer, at de ikke kommer ind. Til hver hjemmekamp fanger vi altid individer på karantænelisten i vores indgange, så det fungerer rigtig godt.
Fremadrettet håber sikkerhedschefen på endnu mere dialog og samarbejde for at sikre, at alle kan nyde kampene.
- Vi gør meget ud af at have en dialog med Brøndby Support og Fanafdelingen samt vores aktive fans, og det skal vi have endnu mere af, for det er virkelig gavnligt for alle parter. Som flere nok har bemærket, så kom der i den forgangne sæson væsentligt skærpede straffe for bl.a. pyro, og her har vi haft tæt dialog med de aktive fans for at sikre, at de forstår konsekvenserne, som vi som klub risikerer, og at de også forstår de straffe, de som individer selv risikerer, heriblandt karantæner og sagsanlæg.
- Jeg må virkelig sige, at jeg er utrolig ærgerlig og irriteret over, når der er individer, som ikke kan finde ud af at indrette sig efter de regler, vi nu engang har, for det er med til at ødelægge det for vores mange fans, der kommer på stadion og støtter holdet eksemplarisk.
- Inde på stadion oplever vi stort set ingen ballade, men når der desværre opstår ballade udenfor stadion, som vi oplevede mod AGF i sidste sæsons sidste kamp, så bistår vi politiet alt det vi kan i deres opklaringsarbejde med blandt andet videoovervågning, der kan hjælpe med at identificere dem, der har forbrudt sig. Vi har ikke magtbeføjelser udenfor stadion, da det er en politiopgave, dvs. de vagter, vi hyrer ind til vores kampe, kan ikke fysisk lægge sig imellem de individer, der efter kampen opsøger ballade ude på gader og stræder. Det vi som klub kan gøre er, at vi i samarbejde med myndighederne kan spærre strategiske områder af omkring stadion, men vagterne må ikke fysisk stoppe folk, der ødelægger og kommer forbi disse afspærringer. Det er udelukkende politiet som har den beføjelse til at bruge magt, og derfor har vi også et tæt samarbejde med politiet, da vi alle ønsker at undgå at sådanne episoder opstår.
- Jeg forstår jo godt, at fodbold er følelser, men jeg mener, at man i dele af fanmiljøet må kigge lidt indad og spørge hinanden, hvordan det hjælper klubben, for jeg kan ikke se, hvordan det gavner nogen noget. Så kan det godt være, at det ikke er koordineret og planlagt, men der skal vi hjælpe hinanden og sikre, at de få, der ikke kan styre følelserne, får en hånd på skulderen af deres kammerater inden det løber løbsk. Det er sgu en god kammerat, der gør det, fortæller sikkerhedschef Ronnie Kesby.
Ronnie Kesby og teamet er allerede godt igang med at planlægge sæsonens første kamp og her er første kamp på udebane mod Viborg FF på søndag d.21. juli.