Brøndby IF Women ansætter Kim André Pedersen som Head of Women’s Football
04.07.2024 08:00
Brøndby IF kan i dag offentliggøre ansættelsen af Kim André Pedersen i en nyoprettet stilling som Head of Women’s Football.
Denne strategiske beslutning markerer samtidig en betydelig satsning fra Brøndby IF om at styrke kvindefodbolden og fortsætte med at udvikle talentfulde spillere og konkurrere på højeste niveau.
Kim André Pedersen kommer til Brøndby IF fra en stilling som sportsdirektør for Stabæks kvinder i Norge, hvor han har spillet en afgørende rolle i opbygningen af deres kvindeafdeling. Under hans ledelse har Stabæk etableret sig som en markant klub inden for norsk kvindefodbold, kendt for både deres konkurrenceevne og talentudvikling.
Hans arbejde i Stabæk har ikke blot omfattet den sportslige ledelse, men også strukturelle og organisatoriske forbedringer, hvor han blandt andet har arbejdet tæt sammen med trænerstaben og moderniseret træningsmetodikken, der har sikret klubbens langsigtede udvikling, ligesom Kim har bidraget til en stærk kultur på tværs af klubben.
Kommer til at have det overordnede ansvar
Som Head of Women’s Football vil Kim André Pedersen have det overordnede ansvar for alle aspekter af klubbens kvindeafdeling. Dette inkluderer sportslig strategi, talentudvikling, scouting og samarbejde med trænerstaben.
Kim André Pedersen glæder sig til at blive en del af Brøndby IF og har store ambitioner på klubbens vegne.
- Jeg ser frem til at blive en del af Brøndby IF og bidrage til klubbens vision for kvindefodbold. Brøndby IF har en flot historie, som jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle. Mit mål er at skabe en bæredygtig struktur, der kan sikre kontinuerlig succes og udvikling af talentfulde spillere, og med et bæredygtigt fundament skal vi jagte guld og europæisk fodbold.
Administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, fortæller om ansættelsen:
- Beslutningen om at oprette stillingen som Head of Women’s Football og ansættelsen Kim André Pedersen er et tydeligt signal om vores ambitiøse planer for vores kvindehold. Med Kim ombord får vi masser af erfaring, nye perspektiver og ekspertise, som vil geare os til at tage næste skridt i vores udvikling. Vi har en klar ambition om at være blandt de førende klubber inden for dansk kvindefodbold og jagte nationalt og international succes.
Kim André Pedersen tiltræder allerede i rollen 10. juli.