Billetsalget til udekampen mod Lyngby BK starter onsdag

23.07.2024 06:16

Onsdag starter billetsalget til sæsonens anden udebanekamp i 3F Superligaen, som spilles mod Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion søndag 4. august kl. 18:00.

Billetsalget til kampen starter onsdag 24. juli kl. 10:00 og foregår som altid via billet.brondby.com.

Du kan herunder finde detaljeret information om salget.

Lyngby BK – Brøndby IF | Lyngby Stadion | 4. august kl. 18:00 | 3F Superliga
Vi har 3.092 pladser til Brøndbyfans i udebaneafsnit i Lyngby, hvor der er plads til 2.500 fans bag målet og 592 fans i stemningsafsnittet.

Billetpriserne er 120 kr. for en voksenbillet og 90 kr. for en børnebillet (under 14 år). Det er ikke muligt at købe børnebilletter til stemningsafsnittet.

Adgangen til faserne for billetsalget onsdag 24. juli er opdelt således:

  • 10:00-12:00: Profiler med en Fanscore på 320 eller derover. (Gruppestørrelse på ca. 1500)
  • 13:00: Billetsalget åbner for alle, såfremt der er flere ledige billetter

Opdeling af udebaneafsnittet i Lyngby
Udebaneafsnittet i Lyngby vil være opdelt i et mindre, dedikeret stemningsafsnit på langsiden og et større afsnit bag målet.

Der vil være billettjek ved adgang til stemningsafsnittet, hvilket betyder, at det er ikke muligt at få adgang uden billet til dette specifikke afsnit. Hvis du ønsker plads på stemningsafsnittet, skal du derfor købe din billet via boksen på forsiden markeret med stemningsafsnit. Der er et begrænset antal billetter i dette afsnit, og det vil ikke være muligt at flytte billet imellem afsnittene efterfølgende.

Vigtig information om billetkøb til udebanekampe
Du vil som sædvanligt skulle tilknytte én unik profil pr. billet. I perioden med forkøbsret er det kun profiler, der har adgang til forkøbsretten, som kan tilknyttes en billet.

Det er altså stadig muligt at købe for dine venner, så længe de har optjent nok point til at have forkøbsret.

Du kan tjekke din Fanscore ved at logge ind på mit.brondby.com eller i Brøndby IF-appen.