Ugeprogram: Videre avancement skal sikres i Europa
30.07.2024 06:34
I går tog vi sæsonens første sejr, da vi hjemme på Brøndby Stadion slog Vejle Boldklub efter at have været bagud 1-0 ved pause. Mathias Kvistgaarden og Sebastian Sebulonsen scorede og assisterede hinanden i starten af anden halvleg og sikrede en 2-1-sejr.
Nu er fokus på de kommende opgaver i denne uge, hvor videre avancement i Conference League-kvalifikationen skal sikres i Kosovo, hvor vi torsdag møder KF Llapi i returopgøret. Første opgør på Brøndby Stadion endte som bekendt med en storsejr på 6-0, og der er således et ganske fortrinligt udgangspunkt, vi tager med til Kosovo.
Søndag skal vi så en tur til Lyngby, hvor vi møder Lyngby BK i tredje runde af 3F Superligaen. Vores udebaneafsnit på Lyngby Stadion er udsolgt, og vi får således opbakning fra 3.092 blågule fans til udekampen.
Indhold på Brøndby TV
På Brøndby TV kan du som altid se reaktioner og highlights fra hjemmesejren mod Vejle BK, hvor vi efter kampen talte med cheftræner Jesper Sørensen og de to målscorer Mathias Kvistgaarden og Sebastian Sebulonsen.
Dyk ned i alt vores indhold på Brøndby TV her
Kvinderne
De blågule kvinder spillede i weekenden opstartens første træningskamp hjemme på Bane 2 i Brøndby, hvor B.93 kom på besøg. Dajan Hashemi, Linnéa Borbye og Frederikke Bruun sørgede for en 3-0-sejr i testen.
På lørdag skal kvinderne igen i aktion, hvor Trelleborgs FF tager turen over Øresund fra Sverige til træningskamp i Brøndby. Det er kvindernes sidste træningskamp i sæsonen. De sparker sæsonen igang 11. august, når de møder Fortuna Hjørring hjemme i Brøndby i Gjendsidige Kvindeligaen.
I starten af september skal kvinderne spille første runde af kvalifikationen i UEFA Women's Champions League, som afvikles som en miniturnering med deltagelse af fire hold. Læs mere om kvindernes kvalifikation her.
Næste hjemmekampe
Næste gang vi skal samles til fodbold på Brøndby Stadion, er når aarhusianerne fra AGF kommer på besøg. Her er tre vigtige point på spil, og vi får brug for alt den opbakning, Brøndby Stadion kan trække.
Kampen spilles søndag 11. august kl. 16:00.