Larsen, Søndergaard og Claridge fra træningslejren: Første skridt af mange

15.01.2024 17:53

Spillerne er i disse dage på en hastigt planlagt træningslejr i London, og i truppen har cheftræner Jesper Sørensen fundet plads til tre unge Masterclass-talenter, Lukas Larsen, Philip Søndergaard og Adam Claridge.

De tre unge talenter skal bruge træningslejren til at snuse til seniorfodbold og få suget til sig fra de erfarne kræfter i førsteholdstruppen.

Vi har taget en snak med de tre unge Brøndby-drenge, der sætter ord på betydningen af at være med Superliga-mandskabet på træningslejr i England.

- Det er superfedt at være med førsteholdet på træningslejr. Det er meget lærerigt, og man får muligheden for at vænne sig til, hvordan det er at spille seniorfodbold, fortæller Lukas Larsen, mens Philip Søndergaard ligeledes glæder sig over, at kunne træne med førsteholdsspillerne.

- Jeg synes også, at det er vildt fedt at være med de store, som man altid har drømt om at være iblandt, så det er rigtig fedt. Man er ligesom i et professionelt miljø med nogen, som har været det i rigtig mange år. Man kan bruge træningslejren til at se, hvordan de gør og tage det til sig, fortæller Philip Søndergaard.

Skal vise sig frem
Talenterne glæder sig over muligheden for at kunne vise sig frem for cheftræner Jesper Sørensen og resten af staben.

- Vi skal vise, hvad vi kan, og vise os frem. At få den chance for at vise sig frem for Jesper Sørensen er superfedt. Det er en stor mulighed at kunne vise, hvad man kan, for det bedste hold her i Brøndby. Vi skal vise, at vi godt kan spille seniorfodbold, fortæller Lukas Larsen.

- Det er en stor mulighed at få. Vi får lov til at vise os frem på en platform, som mange andre ikke får lov til. Vi skal tage det som en mulighed og gribe den så godt, som vi kan, siger Adam Claridge.

(Philip Søndergaard)

Spejler sig i de unge talenter
På sommerens træningslejr i Wales havde cheftræner Jesper Sørensen ligeledes fundet plads til tre unge spillere fra Masterclass. Her var det Ludwig Vraa-Jensen, Clement Bischoff og Noah Nartey, som alle tre også er med i London, og som efterfølgende har kunne snuse mere og mere til førsteholdsfodbold.

De tre nye unge Masterclass-talenter bruger dem, samt de etablerede unge spillere som Mathias Kvistgaarden og Oscar Schwartau, til sparring og erfaringsdeling.

- Ligesom de også har spillet rigtig godt på U19 og er kommet tættere på førsteholdet på den måde, så kan vi sagtens spejle os i deres forløb. Man kan læne sig op ad dem, og de er gode til at fortælle, hvordan man gør heroppe i Superliga-truppen, fortæller Lukas Larsen.

- Man kan se det der med, at Clement, Nartey og Ludwig spiller godt på U19, og så har Clement Bischoff fået lov til at være med i kamptruppen i Superligaen og har også fået debut i pokalturneringen. Så vi kan se, at hvis vi gør det godt på U19, så kan vi måske også få chancen heroppe på førsteholdet, fortæller Adam Claridge.

"Det giver meget blod på tanden for at fortsætte med at arbejde hårdt og blive ved med at kæmpe til hver træning og kamp"

- Philip Søndergaard

Tager erfaringerne med sig til U19
Når turen tirsdag går tilbage til Danmark og Vestegnen, har de tre unge spillere ny læring med i bagagen, som de tager med sig tilbage til Masterclass.

- Det er god erfaring, vi kan tage med ned på U19. Det betyder noget for vores tankegang og vores udvikling. Man skal måske ikke lige drible fire mand til træning, fordi det kan ikke rigtig lade sig gøre på samme måde heroppe. Man skal hele tiden være på og klar i hovedet, og det giver helt sikkert nogle tanker til ens udvikling og forløb mod seniorfodbold, fortæller Philip Søndergaard.

(Adam Claridge)

- Vi kan tage en masse erfaringer med tilbage. Vi får at se, hvordan det er at spille seniorfodbold og hvad man skal være opmærksom på. Man skal tænke hurtigere på banen og afvikle hurtigere, når man har bolden. Jeg tror også, at det der med, at vi nu har fået lov til at prøve det, så hvis vi bliver udtaget til en tur igen, så ved vi ligesom, hvordan det er og hvordan det skal gøres, fortæller Lukas Larsen.

Med i kamptruppen mod Brentford FC
I lørdags spillede vi en lukket træningskamp mod Brentford FC, hvor de tre unge var med i kamptruppen og fik derfor mulighed for at opleve, hvordan en kampdag foregår som Superliga-spiller.

- Det var en fed oplevelse at være med til kamp mod så stort et hold og se alle faciliteterne, både på stadion og rundt om stadion. Det var virkelig fedt at være med til, siger Lukas Larsen og Adam Claridge er enig og supplerer.

- Enig med Larsen. Jeg synes også, at det var fedt at se, hvordan spillerne i førsteholdstruppen har deres rutiner inden kamp. Det var topklasse faciliteter. Premiere League-faciliteter, som gjorde det rigtig fedt at opleve, fortæller Adam Claridge.

(Lukas Larsen)

Et skridt af mange
Træningslejren i London har styrket motivationen hos talenterne, der er klar til lægge arbejde i at komme endnu tættere på førsteholdet.

- Nu har Jesper Sørensen ligesom vist, at han tror på, at vi kan bidrage og har en chance for at komme op i førsteholdstruppen på et tidspunkt. Det giver meget blod på tanden for at fortsætte med at arbejde hårdt og blive ved med at kæmpe til hver træning og kamp, fortæller Philip Søndergaard.

- Det føles lidt som det første skridt mod det, som man drømmer om. Så handler det bare om at arbejde videre, så man kan tage det næste skridt. Der er mange skridt endnu – det her er bare starten, slutter Adam Claridge.