Jesper Sørensen: Spillerne viser sig godt frem

19.01.2024 13:36

Lørdag eftermiddag venter den første træningskamp på dansk grund, når Hvidovre IF kommer på besøg ude på Bane 2 med kampstart kl. 13:00.

Derfor har vi taget en snak med cheftræner Jesper Sørensen, som giver sit blik på træningslejren i London samt lørdagens modstander.

- Det gik godt på træningslejren i London, selvom den blev sent iværksat grundet omstændighederne. Men vi havde rigtig gode forhold at træne under derovre, og vi havde nogle gode træninger på græstæppet og fik også 90 minutter i benene mod en dygtig modstander. Så vi fik i det hele taget et rigtig godt udbytte af turen. Og man kan mærke, at truppen er harmonisk og velfungerende uden for banen, og det er selvfølgelig også positivt for os i trænerstaben at observere, fortæller cheftræneren og sætter ord på hjemkomsten til den danske vinterkulde:

- Det har været koldt, men det har været fint, og spillerne har kørt på med krum hals. Nu trænede vi så på almindeligt græs derovre og kommer så hjem på kunstgræs, og det skal spillerne lige vænne sig til igen. Men de er fitte og friske, og de er klar til at tage fat og viser sig godt frem i den her opstart.

I morgen venter Hvidovre IF på Bane 2, og her ventes flere af spillerne undervejs at komme i aktion.

- Man kan forvente at se et lidt blandet hold ligesom i seneste kamp mod Brentford. Det bliver et hold, hvor vi prøver at lave et miks blandt de spillere, vi har til rådighed. Og hvor vi også har behov for, at alle spillere får mulighed for at byde ind og spille ind i den kontekst og det udtryk, vi gerne vil spille med. Så det er ikke ét hold, som skal spille, men vi satser på at få bragt mange spillere i aktion.

Alves på vej tilbage
Frederik Alves var ikke med på træningslejren i London, og cheftræneren fortæller, at det skyldes lidt småproblemer med forsvarsspillerens akillessene. 

- Alves har haft en rigtig god pause, hvor han har trænet godt. Men lige op til deres første dag efter ferien kunne han mærke lidt i sin akillessene, og der har vi så holdt ham hjemme fra England. Men han er på vej til at træde ind på banen - han kommer dog ikke i spil mod Hvidovre, men vi kører ham stille og roligt ind, og så har vi en forhåbning om, at han snart kan deltage i træning og i de kampe, vi går i møde den næste måneds tid.

Lørdagens træningskamp er åben for tilskuere og kan også streames inde på Brøndby TV. Læs mere.