3-1-sejr i lukket træningskamp mod Brentford FC

13.01.2024 16:00

Lørdag eftermiddag spillede vi en lukket træningskamp mod Brentford FC på deres stadion, Gtech Community Stadium. Kampen blev spillet bag lukkede døre efter ønske fra Brenford FC.

Kampen blev spillet af to gange 45 minutter, og cheftræner Jesper Sørensen havde valgt at stille med forskellige startopstillinger i hver halvleg, og med to udskiftninger i anden halvleg, fik 24 blågule spillere således spilletid i opgøret.

Opstartens første opgør endte med en 3-1 sejr, hvor Yuito Suzuki noterede sig for to af vores scoringer, mens Noah Nartey stod for vores tredje mål sent i anden halvleg.

Startopstillingen til første halvleg
1. Patrick Pentz (GK)
2. Sebastian Sebulonsen
5. Rasmus Lauritsen
8. Mathias Greve
10. Daniel Wass
18. Kevin Tshiembe
28. Yuito Suzuki
31. Sean Klaiber
36. Mathias Kvistgaarden
37. Clement Bischoff
41. Oscar Schwartau

Vi startede kampen fint og lagde et godt pres på Brentford-mandskabet. Kampens første mulighed tilfaldt Oscar Schwartau, der satte panden på et indlæg fra højre i det lille felt, men den unge offensivspiller fik ikke ordentlig ram på bolden, så den røg tilbage på Brentford-fødder.

Få minutter senere kunne Yuito Suzuki sætte sit navn på måltavlen, da han tog en fin tur i venstre side af feltet og med en fornem afslutning lagde bolden ind bag Brentfords målmand. Blågul føring på 1-0.

Der gik dog ikke længe før Brentford fik muligheden for at udligne fra pletten, da Clement Bischoff tabte sin mand-mod-mand-situation i vores felt og fik væltet Brentford-angriberen omkuld. Straffesparket blev taget helt køligt og sparket ind bag Patrick Pentz. Hjemmeholdet fik derfor udlignet til stillingen 1-1 efter blot 10 minutters spil.

På trods af udligningen, forsatte det fine blågule pres mod hjemmeholdets mål. Yuito Suzuki fik muligheden for at bringe os i front igen efter et kvarters tid, hvor han modtog bolden midt på banen med masser af plads efter flotte blågule kombinationer i højre. Japaneren drog bolden frem til en afslutning uden for feltet, der tvang Brentford-målmanden ud i en flot redning. 

Vores japaner kom flere gange i gode situationer, og blot få minutter senere fik han igen muligheden. Denne gang efter en flot aflevering af Mathias Kvistgaarden, der sendte Yuito Suzuki i dybden i højre side, hvorfra han forsøgte sig med et hårdt skud. Afslutningen blev dog igen afværget af Brentfords målmand. 

Det efterfølgende kvarter bød på enkelte chancer i begge ender, hvor vi var mest på kuglen, mens Brentford lurede på omstillingerne. Med omtrent 10 minutter tilbage af halvlegen sendte Kevin Tshiembe et tidligt indlæg ind til en fremstormende Sebastian Sebulonsen, der forsøgte med et hovedstød. Timingen manglede dog, og bolden gik et stykke over kassen til målspark.

Kort efter var det igen Yuito Suzuki, der fik sendt et skud afsted fra kanten af feltet. Målmanden fik dog handsken på og sendte til hjørnespark. Japaneren forsatte dog ufortrødent, og blot to minutter senere lykkedes det. Yuito Suzuki modtog bolden i ubalance i det lille felt, men med god kontrol og flere skudfinter, kom han i en ideel position til at sende føringsmålet ind, og det gjorde han via stolpen uden chance for Brentfords målmand. Vi kom igen foran i opgøret, 2-1.

Brenford havde efterfølgende enkelte bud på en udligning, men blev ikke farlige nok, og vi kunne således gå til pause med en føring på 2-1.

I pausen skiftede cheftræner Jesper Sørensen samtlige 11 mand, og vi gik derfor ind til anden halvleg med følgende startopstilling.

Startopstillingen til anden halvleg
16. Thomas Mikkelsen (GK)
3. Henrik Heggheim
4. Jacob Rasmussen
7. Nicolai Vallys
9. Ohi Omoijuanfo
11. Håkon Evjen
14. Kevin Mensah
20. Mateusz Kowalczyk
22. Josip Radosevic
24. Marko Divkovic
34. Ludwig Vraa-Jensen

Anden halvleg startede som første, hvor vi lagde et godt pres på Brenford. Mateusz Kowalczyk fik halvlegens første mulighed og fik fra kanten af feltet sendt en afslutning på overliggeren. Ohi Omoijuanfo fulgte op med et hovedstød, der igen gik på overliggeren. Igen blev bolden fulgt op af en blågul spiller, og Nicolai Vallys kunne sende bolden i kassen. Dog fra en offsideposition, og målet talte således ikke.

Kampen bølgede frem og tilbage i halvlegens indledende 20 minutter, hvor Brentford fik skubbet spillet op på midten af banen. Begge hold forsøgte at komme frem til afslutninger, men de få, der var, blev aldrig rigtig farlige. 

Efter vores 11 nye spillere i opgøret fik spillet sig varme, begyndte kampbilledet at ligne første halvleg, hvor vi sad på spillet på Brentfords banehalvdel, mens angreb fra hjemmeholdet var få. Vi kunne dog ikke omsætte overtaget til reelle målchancer, og stillingen forblev derfor 2-1 til os halvvejs igennem halvlegen. 

Efterfølgende var det Brentford, der tog overtaget i opgøret. Hjemmeholdet fik skubbet spillet endnu længere frem på banen, og var af flere omgange tæt på at komme frem til en udligning. Thomas Mikkelsen kom dog ikke for alvor i problemer i det blågule mål.

I kampens afslutning fik Emmanuel Yeboah græs under støvlerne, da han kom på banen i stedet for Nicolai Vallys, mens Noah Nartey ligeledes kom på banen og erstattede Mateusz Kowalczyk.

Der var langt imellem chancerne i anden halvleg, men med fem minutter tilbage tilfaldt én af dem anfører Kevin Mensah. En retur fra et hjørnespark faldt ned for støvlerne af højrebacken, der forsøgte sig med en flugter. Højden var god, men afslutningen sneg sig udenom stolpen.

Med få minutter tilbage af opgøret fik Noah Nartey en lignende mulighed fra kanten af feltet. Det unge midtbanetalent fik samme højde på afslutningen som anføren, men retningen var denne gang god og bolden havnede i kassen. Således stod det 3-1 i vores favør.

Det blev også kampens slutresultatet, og vi kunne gå fra banen med en fin sejr i opstartens første træningskamp.