Uafgjort i sidste testkamp
12.02.2024 15:56
Mandag eftermiddag var 1.divisionsmandskabet Hillerød modstanderen i opstartens sidste træningskamp, da Bane 2 endnu en gang lagde kunstgræs til. Kampen endte 3-3 efter en underholdende anden halvleg, hvor blandt andet Emmanuel Yebaoh fik noteret sig for en fremragende saksesparksscoring.
Jesper Sørensen og trænerteamet havde til opgøret valgt at starte med Thomas Mikkelsen på mål, mens Kevin Mensah, Henrik Heggheim, Ludvig-Vraa, Lukas Larsen og Clement Bischoff stod for den bagerste kæde. På midtbane befandt Mateusz Kowalczyk, Noah Nartey og Mathias Greve sig, mens Filip Bundgaard og Oscar Schwartau dannede frontduo. Undervejs kom Emmanuel Yeboah, Bertram Kvist og Adam Claridge på banen.
Opgøret startede tæt på katastrofalt, da gæsterne fra Hillerød kom klart bedst fra land. Allerede efter bare fire minutters spil lå bolden i Brøndby-målet. Thomas Mikkelsen kunne kun halvklare et hovedstød efter et hjørnespark, og herfra blev riposten let trillet i nettet til en 1-0-føring til gæsterne.
Bare tre minutter senere var den så gal i igen. Hillerød kom igen til vejrs efter en dødbold fra højresiden, og så lå bolden igen i nettet. Dermed var gæsterne på 2-0 efter bare syv minutters spil. Generelt var det en første halvleg, hvor vi kæmpede lidt med tingene og med for alvor at blive farlige. Schwartau og Nartey forsøgte sig hver i sær, mens og Kowalczyk prøvede sig med et forsøg fra distancen. Tæt på kom vi dog ikke rigtig før pausen, og dermed gik vi til pause nede med 2-0.
I den korte pause skiftede Jesper Sørensen en enkelt gang. Ind kom Emmanuel Yeboah, mens Lukas Larsen forlod banen. Det skulle senere hen vise sig at være en god idé. I første omgang betød det dog at Matuesz Kowalczyk gik ned i bagkæden, mens offensiven blev yderligere polstret.
Det gav pote allerede fem minutter efter pausen. Filip Bundgaard drev gæk med Hillerøds venstre forsvarsside, inden han bagerst i feltet fandt Clement Bischoff, der let og elegant kunne sende reducering til 1-2 i kassen.
Føring var dog kortvarig efter nok et hjørnespark fra gæsterne endte i kassen, og dermed var gæsterne igen oppe med to mål, da et hovedstød bragte Hillerød på 3-1.
Herfra begyndte vi dog at sidde tungt på opgøret. Gæsterne blev presset længere og længere tilbage, mens chancerne blev større og større. Efter godt en times spil fik indskiftede Yeboah dog alle de fremmødt på Bane 2 op af stolene, da han på fornemt vis pillede et indlæg ned med brystet, inden han utageligt saksesparkede bolden ind bag Hillerød-keeperen til 2-3. Et mål man sent vil glemme, hvis man var til stede på Bane 2 mandag eftermiddag.
(Artiklen forsætter under billedet)
Det gav håb om mere. Vi fortsatte med at sætte Hillerød under stort pres, men bolden ville ikke ind trods flere god muligheder. Det blev der dog lavet om på med godt ti minutter igen. Oscar Schwartau fandt plads i mellemrummet og med en stikning til en fri Bertram Kvist, kunne midtbanemanden bringe balance i regnskabet med en scoring til 3-3.
Selv om vi jagtede et føringsmål helt til slutfløjtet, så blev det ikke til mere, og dermed endte det med en pointdeling i opstartens sidste træningskamp.
Næste opgave er på søndag, når vi er tilbage på Brøndby Stadion til forårspremieren i 3F Superligaen mod FC Midtjylland. Opgøret har kampstart klokken 18:00. Du finder billetter til opgøret lige her.