Sejr over FC København i Atlantic Cup
05.02.2024 14:04
Mandag eftermiddag ventede FC København i vores anden kamp i Atlantic Cup, og her endte det med en sejr på 2-1 over københavnerne på Estádio Algarve i det sydlige Portugal.
Efter en kort FCK-dominans i de indledende minutter af opgøret fik vi skubbet spillet godt op på københavnernes banehalvdel og havde flere gode muligheder, som kom godt ind under mål.
Bundgaard viste prøver på sine tekniske kundskaber og var generelt en trussel nær FCK-feltet. Efter et kvarters tid fik vores nye nummer 11 også noteret sig for en assist fra et hjørnespark, der lå helt perfekt for Rasmus Lauritsen, der steg til vejrs og pandede bolden i kassen uden chance for Rúnarsson i FCK-målet.
Efter vores scoring bølgede kampen frem og tilbage i den resterende tid af første halvleg, hvor vi skiftedes til at være på bolden og søge efter angrebsmuligheder.
Froholdt stod for københavnernes bedste chance i første halvleg kort før pause, hvor FCK-spilleren blev fundet i en fri position i vores felt. Froholdt fik indersiden på afslutningen, men bolden gik et godt stykke over mål.
På trods af flere muligheder fra FCK, skulle Ægidius ikke afværge nogen chancer inden for målrammen, og vi blev heller ikke selv for alvor farlige efter vores føringsmål. Vi gik således til pause med en 1-0-føring.
Ny blågul scoring faldt efter pausen
Efter en fornem første halvleg skulle der blot gå syv minutter, før vi kunne udbygge føringen til 2-0. En fejl nede i FCK-defensiven blev opsnappet af en vaks Oscar Schwartau, som tog turen ned mod målet, og med et lille træk ind i banen fik han lagt bolden ind bag Rúnarsson i det korte hjørne.
Derefter fulgte en periode med et par udskiftninger, og her kom FCK bedre med. Efter lidt over en times spil pressede de for alvor på for en reducering, da Larsson var tæt på at sende bolden ind bag Ægidius i målet, men i stedet sneg bolden sig lige forbi målstolpen.
Mod slutningen af kampen fik Roony så reduceret, da han efter 87 minutter fik scoret til 1-2, men det rokkede ikke ved kampens udfald, som endte med endnu en sejr i Atlantic Cup.
Sidste kamp i Atlantic Cup spilles på fredag, hvor vi møder svenske IFK Göteborg kl. 19:00. Den kamp kan også streames inde på Brøndby TV.