Se det første interview med Filip Bundgaard på Brøndby TV

04.02.2024 10:13

På transfervinduets sidste dag fik cheftræner Jesper Sørensen nyt blod til den blågule offensiv, da Filip Bundgaard skiftede til Vestegnen på en aftale frem til sommeren 2028.

Lørdag landede den unge kreatør i Portugal og tilsluttede sig resten af truppen på træningslejren, hvor vi satte os sammen med nyindkøbet og tog en snak om skiftet til Brøndby IF.

- Det har været nogle trætte og hektiske dage og timer. Det var jo på dagen, jeg skrev under, så der har været fart på. Jeg er glad og tilfreds med, hvad det er endt med.

- Jeg vidste jo i forvejen, at Brøndby IF er en stor klub med stort stadion, fans og mega fede holdkammerater at spille med. Så det tiltrak mig en helt masse, fortæller Filip Bundgaard blandt andet.

På Brøndby TV kan du se hele det første interview med Filip Bundgaard.