Jesper Sørensen: Glæder os til at komme i gang

17.02.2024 09:00

På søndag skyder vi forårssæsonen igang i 3F Superligaen, når vi på Brøndby Stadion skal krydse klinger med tabellens førerhold fra FC Midtjylland i en direkte duel op førstepladsen. 

Cheftræner Jesper Sørensen ser frem til at komme i gang med forårssæsonen efter en lang opstart med løb i skoven, træning i Brøndby, træningslejre og venskabskampe.

Cheftræneren glæder sig over, at foråret indledes med en topopgave hjemme på Brøndby Stadion.

- Vi glæder os selvfølgelig til at komme i gang med 3F Superligaen igen. Det har været en lang opstart, og nu skal vi i gang.

- Det er meget fedt at starte med en kamp hjemme mod FC Midtjylland. At komme i gang med de sværest mulige opgaver og komme ud for at blive testet maks fra start af. Det er rigtig fint. Og så får vi en kamp, hvor vi går ud fra, at der kommer mange tilskuere. Det bliver en kamp med en masse nerver, en masse intensitet og to hold, der virkelig har meget at komme med. Så det bliver en fed kamp.

Vil sætte sig på kampen
Jesper Sørensen håber på, at hans blågule mandskab kan dominere kampen mod FC Midtjylland i jagten på et resultatet, men er opmærksom på, at midtjyderne vil gøre alt for, at det ikke skal lykkes.

- Vi skal være klar. Selvfølgelig fysisk til at stå imod det, der kommer til at møde os. Vi skal klar til spillemæssigt at være afklarede i, hvordan vi gerne vil bringe tingene an. Vi skal generelt set bare være klar i den måde, vi gerne vil prøve at få kampen over til vores fordel på, velvidende om, at Midtjylland selvfølgelig vil gøre det enormt svært for os og gøre hvad de kan for at skabe et andet kampbillede, end vi ønsker det.

- Så vi skal være insisterende på det, vi gerne vil, og se om vi kan komme ud og dominere og sætte os på kampen, for så tror vi på, at vi kan komme bedst til vores ret.

Føler truppen er rustet til opgaven
Cheftræneren føler, at de blågule tropper står et godt sted og er klar til at skyde foråret i gang mod FC Midtjylland efter en veloverstået opstart.

- Jeg føler, at vi står et godt sted. Men det er klart, at når man nærmer sig, så begynder man altid sådan lige at tænke i alle mulige baner, men jeg synes, at vi føler, at vi er godt rustet og står et godt sted, så nu skal vi bare ud og vise det på søndag.

Kampstart på Brøndby Stadion er kl. 18:00 i morgen.