Status på afvikling af kampe med tilskuerstraf
05.12.2024 12:34
Dommen fra disciplinærinstansen, hvor kapaciteten på Brøndby Stadion begrænses til 14.000, indbefattede tre kampe og to ud af de tre kampe er nu blevet afviklet, bl.a. med hele Sydsiden lukket for tilskuere, som også var en del af dommen.
Sikkerhedschef Ronnie Kesby giver her en opdatering på de to overståede kampe og ser frem mod pokalkvartfinalen mod AGF, der er den sidste hjemmekamp med tilskuerstraf.
- Vores to sidste hjemmekampe med begrænsninger er blevet afviklet på tilfredsstillende vis trods de særlige omstændigheder, der har betydet en del besvær for rigtig mange fans og partnere. Med Sydsiden lukket til disse kampe, har der været nye dynamikker i spil, hvor fans, som fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv hører til i én ende af stadion, kan trække billetter til de øvrige tribuner, fortæller sikkerhedschefen og fortsætter:
- Dette har givet konkrete udfordringer, som vi har håndteret i de første to kampe og fortsat vil have stor fokus på til den sidste kamp mod AGF 15. december. Vi er meget opmærksomme på risikoen for, at flere hundrede stemningsaktive fans har mulighed for at få billetter til den nordlige tribune tæt på udebaneafsnittet, og det ønsker vi at undgå.
Stemningsafsnit i ’Svinget’ til pokalkvartfinalen
Forud for hjemmekampen mod AaB åbnede Brøndby IF på den vestlige tribune op for et afsnit til de fans, som ønskede at skabe stemning.
På baggrund af de erfaringer, der blev gjort under kampen mod AaB, og på baggrund af dialog med myndigheder, fanrepræsentanter og modstanderholdet, er det blevet besluttet at rykke placeringen af de fans, der aktivt ønsker at skabe stemning til kampen mod AGF 15. december, fortæller Ronnie Kesby.
- Fodboldkampe er på mange måder et spejl af samfundet. Ligesom det ikke er alle i samfundet, der altid handler i alles bedste interesse eller endda deres eget, oplever vi også, at der er personer, som bruger vores kampe til andet end at støtte holdet. Desværre kan enkelte individers handlinger skabe utryghed og udfordringer for både medfans og os som klub. Denne virkelighed betyder, at vi som klub er nødt til at tænke i brede og generelle sikkerhedstiltag, ligesom vi også gør alt, hvad der står i vores magt for at sætte ind mod enkelte personer.
- Det handler ikke blot om at håndtere potentielle ballademagere, men også om at skabe en tryg og positiv oplevelse for alle – både dem, der deltager aktivt i stemningen, og dem, der blot vil nyde kampen i fred. At have store grupper af dedikerede stemningsfans fra begge hold placeret tæt på hinanden kan vi selvfølgelig ikke tillade, fortæller Ronnie Kesby og fortsætter:
- Derfor opretter vi et midlertidigt stemningsafsnit i afsnit S124 & S125 (’Svinget’) til kampen mod AGF, hvor man skal trække billet til, hvis man ønsker at deltage i den aktive stemningsskabelse. Situationen er ikke optimal for nogen, men vi håber på forståelse for, at kapaciteten på 14.000 tilskuere giver os meget begrænsede handlemuligheder, og ved at gøre dette skaber vi en mere kontrolleret ramme.
- Vi ved, at disse tiltag er besværlige og måske ikke føles optimale for alle parter, og det beklager vi, men de er p.t. nødvendige for at sikre en balanceret og tryg stadionoplevelse ved at tage højde for de udfordringer, vi ved, kan opstå, slutter sikkerhedschefen.
Alle sæsonkortholdere i dette afsnit får tilbudt muligheden for enten at finde en ny plads til kampen eller blive stående i deres normale afsnit. Sæsonkortholdere i ’Svinget’ vil blive kontaktet direkte via mail med praktisk information om kampen.
Du kan læse den fulde billetinformation om pokalkvartfinalen her.