Pentz: Skal kræve en god indsats af hinanden

28.11.2024 09:45

I morgen aften står den for sidste gang i år på 3F Superliga-bold på Brøndby Stadion, når vi får besøg af oprykkerne fra AaB. 

Vores østrigske landsholdskeeper Patrick Pentz ser frem mod fredagskampen i Brøndby, hvor han håber på at komme tilbage på sejrssporet og slutte efterårsæsonen i 3F Superligaen af med en hjemmesejr over aalborgenserne. 

- Vi har kæmpet lidt med vores flow på det seneste, og vi har ikke haft det nemt, og vi har manglet nogle nøglespillere på det seneste. Vi vil gerne ud af det hurtigst muligt og slutte stærkt af i efterårsæsonen, og det skal starte med en sejr hjemme mod AaB. Vi skal kræve en god indsats af hinanden, for det er vores arbejde at levere i sådanne kampe, fortæller viceanfører Patrick Pentz, der også vil slutte året af med avancement i pokalturneringen.

- At vinde pokalturneringen er selvfølgelig vores mål, og det har det været siden begyndelsen af sæsonen. Vi ved, at finalen bliver spillet på Brøndby Stadion, så det er et stort mål for os. I ligaen er det utrolig tæt, som man kan se på tabellen. Alle kan vinde og tabe mod alle, og vi er nødt til bare at fokusere på os selv og på at vinde fodboldkampe. 

- Sidste sæson overpræsterede vi nok også lidt. Alle kan referere til sidste sæson, men jeg synes, at det måske så bedre ud, end det egentlig var. Der var selvfølgelig mange kampe, hvor vi fik hevet pointene ind, og i denne sæson er det klart, at det har været lidt sværere for os. Vi har måtte kæmpe os igennem nogle lidt andre situationer, men vi skal igennem det her sammen, fortæller den østrigske landsholdskeeper.

Stor ære at bære anførerbindet
I Jacob Rasmussens fravær har viceanfører Patrick Pentz båret anførerbindet, og for ham har det været en stor ære at lede Brøndby-mandskabet på banen, selvom han selvfølgelig snart håber at se Jacob Rasmussen tilbage på banen.

- Det har været fedt at få æren af at bære anførerbindet, specielt som udlænding i klubben. Det er en stor ære at bære det, og jeg nyder det, men jeg håber selvfølgelig, at Jacob Rasmussen snart er tilbage og kan overtage det igen, fortæller Patrick Pentz.

Kampen mod AaB fløjtes igang fredag kl. 19:00, og opgøret kan ses direkte på TV3+ og Viaplay.