Havdrup Fodbold er ny samarbejdsklub i Brøndby IF

16.12.2024 13:00

Brøndby Masterclass Samarbejdet er glade for i dag at kunne byde velkommen til Havdrup Fodbold som ny samarbejdsklub.

Christian Sørensen, som er sportslig ansvarlig for samarbejdsklubberne, glæder sig over, at Havdrup Fodbold har valgt Brøndby Masterclass Samarbejdet til. 

- Vi er glade for, at vi deler samme børnesyn og forståelse for, hvordan vi skal være fælles om at videreudvikle på Havdrup Fodbold. Vi er meget konkrete i vores holdninger til børnefodbold i Brøndby Masterclass Samarbejdet - og ved at bidrage med vores ekspertise om børnefodbold til klubben ønsker vi at skabe de allerbedste rammer for klubben, trænere og spillere, fortæller Christian Sørensen.

I Havdrup Fodbold har man selv stor fokus på at bygge videre på den gode udvikling i børnefodboldafdelingen, hvor man nu får en ny samarbejdspartner med ombord. 

- Vi tror på, at Brøndby Masterclass Samarbejdet kan bidrage til, at vi kan forsætte den gode udvikling, som vi allerede er i gang med. Vi ønsker at skabe et miljø, hvor både spillere og trænere har de bedste forudsætninger for at udvikle sig og trives. Vi ser Brøndby Masterclass Samarbejdet som den ideelle samarbejdspartner til at hjælpe os på denne rejse, fortæller næstformand og ungdomsansvarlig i Havdrup Fodbold, Nichlas Kronborg-Jespersen.

- Vi glæder os til at byde Havdrup Fodbold velkommen i Brøndby Masterclass Samarbejdet og være fælles om bedre børnefodbold, slutter Christian Sørensen.