Storsejr i Aalborg

18.08.2024 18:00

Søndag aften tog vi turen til Aalborg i Nordjylland, hvor vi mødte AaB på et udsolgt Aalborg Portland Park med opbakning fra et proppet blågult udebaneafsnit.

Her skulle vi forsøge at slå tilbage i 3F Superligaen ovenpå sidste uges nederlag mod AGF på Brøndby Stadion.

Vi fik også hurtigt overtaget i kampen, hvor de var mange af blågule chancer for mål. Første scoring faldt efter en halv times tid, hvor Mathias Kvistgaarden hoppede højst af alle i feltet og headede os på 1-0 i opgøret.

Kort efter var det så Filip Bundgaard, der ligeledes kunne sende bolden i nettet ved hjælp af hovedet. Sean Klaiber opsnappede bolden og lagde den ind i feltet, hvor Filip Bundgaard dukkede helt umarkeret op og sendte 2-0-scoringen i kassen.

Det blev ligeledes resultatet ved pause.

Anden halvleg startede med få chancer til hjemmeholdet, men efter kort tid fik vi igen taget overhånden i opgøret, hvor spillet foregik på AaB’s banehalvdel.

Vi fik også udbygget vores føring, da Filip Bundgaard blev spillet fri i venstre side af feltet, hvor fra han med et fladt, tørt hug sendte læderet i rusen til 3-0.

4-0 blev det også kort inden slutfløjt, hvor vi fik endnu et hovedstødsmål. Marko Divkovic løftede bolden ind til bagerste stolpe, hvor Mathias Greve dukkede op og sendte bolden i nettet ved fjerneste stolpe.

Det blev også kampens slutresultat, og vi kunne således tage fra Aalborg med tre vigtige point og et clean sheet.